Randbemærkninger

Dette er en genudgivelse af artiklen: Palle Nielsen: ‘Randbemærkninger’, in: SIGNUM, 3. Årgang, Nr. 2, 1963, p. 24-26.
Se den oprindelige artikel i denne scanning.

Jeg skal i det følgende prøve at gøre rede for nogle af de tanker, der for mig, knytter sig til kunst og virkelighed. Det er mig ikke muligt at forene disse udbrud til en helhed da mange af mine tanker er spørgsmål til mig selv, tanker der i den grad er under vækst og bevægelse, at en behandling, i mere bestandig form, ville være en tilsnigelse. Derfor må jeg holde mig til notater, hvor jeg i de fleste tilfælde ikke når udover min særlige situation og den begrænsede oplevelse af virkeligheden eller verden, denne situation muliggør. (Overhovedet forstår jeg ikke virkelig masseenighed og bevægelser i kunstneriske forhold hvor enhver er alene, ikke om sproget, men om oplevelse og sendelse). Selvfølgelig undgår jeg ikke betragtninger som udgiver sig for at være almene, navnlig hvor det drejer sig om forhold, der byder mig stærkt imod, eller om de kræfter der bevidst eller ubevidst hjælper os alle til at akceptere den mulige fællesskæbne og fuldstændige selvopgivelse.

Den fælles erkendelse, jeg mener der kan drages af denne tid må være, at det virkelig er muligt at slå i stykker uden mulighed for at genoprette og at vi på mange måder er herre over vor skæbne, er overladt til os selv. En stærk oplevelse af uoprettelighed, af al tings skrøbelighed, får stadig større realitet. Enhver fortrøstning om ”at det går nok”, ”der sker såmænd ikke noget” osv. er vanskelig at opretholde.

I denne balanceren hvor selv små forskydninger eller ansvarsløsheder kan få fatal effekt, kan selve det at håbe blive en letsindighed, da det indebærer en venten eller se tiden an der skubber bevidsthed og handling frem i tiden.

Det er heller ikke sikkert at kunsten nok skal klare sig; det kan sandsynligvis lade sig gøre at opløse og umuliggøre virkelig forbindelse mellem mennesker, fordi der så småt er ved at indtræde en mistænkeliggørelse af sproget. Der ses alvorlige forsøg på at udtrykke sig udenom billedfladen, der reduceres til et rent fysisk plan, hvor man lader noget opstå. Billedfladen synes at være sunket ned til at blive en ramme, som sindets registreringer fyldes i, af praktiske grunde, så meget der nu kan være.

Mit udgangspunkt er, det må jeg indrømme, en forvisning om at der i billedkunst og på fladen er love, dels ydre, men også indre, som jeg ikke skal forsøge at kalde ved navn og forklare, men, hvis realitet er åbenbar for den der først har akcepteret fladen geometrisk. Dette åbner mod stadig nye forandringer, fordi billedfladen hører med til vores muligheder, befinder sig indenfor mennesket, der også lever i kraft af ligevægten mellem delene i stadig bevægelse, som del af det uendelige.

Måske er dramaet ved at blive forladt, der gøres i stedet afstøbninger af dets døde, hvide blodlegemer. Der tales ofte i denne forbindelse om oprør mod teknokrati, konformitet osv.; der skulle være tale om en fremmanen af det kaos vi lever under. Men det er umuligt at udtrykke kaos ved selv at blive kaotisk, uartikuleret, på billedfladen ialfald, hvor vi endnu, i det mindste rent legemligt, befinder os. I virkeligheden er der tale om en sigen ja til vilkårene.

Hvis man vil udtrykke sig i billeder må det være på billedfladen udtrykket fører frem, gennem oplevelsen af billedfladen som en åndelig realitet, der bliver synlig for øje og sind i kraft af sin geometri. Det var gennem genopdagelse af billedfladen modernismens første store virkede som en befrielse efter den lige forudgående periodes overbetoning af indholdet eller beretningen, der havde ført til en næsten usynlig billedkunst. Selvfølgelig er vi heldigvis i stand til at se alt og hvad det skal være, alt er synligt. Men når jeg taler om synligt i kunst, som dog, hvordan det end drejes, altid forestiller noget, tænker jeg i modsætning til synlighed i naturen. Hvad vi kræver i kunsten er ikke træet selv, men billede af træet i vores verden, i sjælens.

Som det kan ses, antager en strømmende spontan udfoldelse hurtigt en monoton karakter; ustandselige hengivelser bliver hurtig ulidelige, hvis de ikke rummer en åndelig sandhed. De samme krummelurer, det samme skriftbillede gentager sig atter og atter, fordi det eensidigt er bundet til en enkelt side af mennesket, tvunget til at nøjes med variationer.

Det kan menes at meget af det der sker i kunsten i disse år er en orientering mod en ny og større virkelighed. Ved at åbne sig, eller rettere tømme sig, ved at hengive sig til handlingsritus mener man at nærme sig det guddommelige og den endelige indsigt. Men de besværgelser der ses rundt om i verdenskunsten forekommer ikke at besværge noget, men synes tværtimod at tjene noget frygteligt i sin, såvidt mulige, given afkald på menneskelig bearbejdning. Det er det modsatte af befrielse, da udelukkelse eller fortrængning, i dette tilfælde af store dele af den menneskelige enhed, fører til fattigdom og forstening. Der må ikke mangle noget, for gennem hullet siver døden ind.

Jeg skal gerne vedgå at disse manifestationer fylder mig med skræk, med en nærmest panisk skræk, der har noget at gøre med at se ukendte kræfter overtage områder der er vor inderste ejendom. I denne bevidste stræben mod det ubevidste er der noget decadent, (voksen uskyld rummer en frækhed, hvor kan vi dog tro bordet ikke fanger) men også en villighed til at se ”kendsgerningerne” i øjnene ”direkte” og ”åndløst”, hvorved alt bliver uforanderligt og tillige uforståeligt som natur er det. Det synes at svare til den livsholdning som vel må siges at være den almindeligste. Aldrig har så mange været så nemme, så villige til at hengive sig til hvadsomhelst, for at få lov til at eksistere; hvilket har ført til at eksistensen virkelig er truet.

En af grundene til vores apati kan godt være at det meste af den påvirkning eller de meddelelser vi modtager fra andre for størstedelen er ukunstneriske og formløse. Jeg tænker på film og fjernsyn, der alt det gode til trods, ikke kan undgå, hovedsagelig, at forflygtige alt i en søvnig, diverterende form eller i spøgelsesagtige genbilleder af virkeligheden.

Hvis nu kunsten også bliver ukunstnerisk, for billedkunstens vedkommende, som samlinger af ting, demonstrationer, eller som bevidstløs farve eller formgang, kan den tid komme hvor ingen forbindelse mellem mennesker er mulig. Vi vil slynge kendsgerninger og uforanderlige manifestationer mod hinanden, alt vil være uafviseligt, hver især vil sidde gipset ind i den totale ensomhed, hvor den eneste mulighed for forbindelse vil være selvødelæggelse, der nu kan blive ”fælles”.

Til tider kan jeg gribes af undren over at jeg er så stærkt bundet til tingenes ydre udseende, mens de fleste af samtidens kunstnere har fjernet sig fra, eller ialfald omformet, billedet af det man nok tør kalde den ydre genkendelige verden. Ser da nogle det genstandsløse, abstrakte for sig, — sikkert, men jeg tror, der i højere grad er tale om en fælles illumination af epokens sjælelige og mentale tilstand, ialfald ligger der anderledes alvorlige grunde bag denne forladen det umiddelbart genkendelige, end den helt vulgære at fotografiet skulle have overtaget billedkunstens skildrende rolle. Som om fotografiet kan skildre; fotografiets objektive øje er kun i stand til at gengive, det kan ikke skabe helheder og et menneskeligt billede, men er bundet til arrangement og valg. Det kan kun gennem incopieringer og montage, hvad det mærkelignok sjældent gør, nærme sig billedmæssigt udtryk. Det er muligt at fotografere brudstykker; den afskallede mur, men ikke den berømte skovsø. Fotografiets betydning og uhyre vigtighed ligger et andet sted; det er vidunderligt at dette øje farer verden rundt og ser ting for os, som vi ellers aldrig ville få at se, men at tro at disse glimt kan erstatte det menneskeoplevede billede er en ganske anden sag. Fotografi er stof, materiale til rådighed for bearbejdning. Hvis man tænkte sig Goya's henrettelse overfor et hvilket som helst fotografi fra en henrettelse, ville fotografiet netop være fra en henrettelse, mens menneskekunstværket er et dybt forståeligt billede af en henrettelse.

Jeg tror ikke på formens forandring og udvikling udefra, der er tale om mere end et sprogligt fænomen, en ny måde at sige tingene på, der er snarere tale om et nyt indhold. Det er ikke sandsynligt at den nuværende erkendelse af virkeligheden vil ligge fast for altid, men jeg tror alligevel at vejen til det der ligger bag, går over det der ligger for, da det vi ser må være en del af virkeligheden og hvor det derfor er muligt at få fat. Men her må enhver tale for sig selv.

Jeg aner en mening og betydningsfuldhed i alt ydre. Tingenes ”ydre skin” betager mig fordi jeg aner det er udtryk for fænomener der ligger bag. Det jeg ser og kan omslutte er noget af det vidunderlige. Skiller jeg tingene ad bliver de stumme. Dette at kunne berøre med øjet, overfladen, udseendet af alt, må blive motiv for mig på lige fod med stregens og elementernes liv på billedfladen.

At gå på steder, i en by, eller i ”verden” som lodret legeme, at bevæge sig på vandrette planer, at rejse sig fra, hvile på det vandrette, bevæge sig mellem lodrette planer, eksistere i et rum der er dannet af utallige skæringer, er min måde at opleve tilværelsen på. Indbildningskraften lader nye steder opstå, der har de samme egenskaber som dem jeg ser, her sidder jeg fast, men som er nye derved at de er ”fostre” af min fantasi, eller hvad den billedstrøm kan kaldes der flimrer forbi det indre øje. Steder og byer, skuepladsen for det drama som jeg føler mig medlevende i, kan, overraskende for mig selv, vokse fra en bevidst begyndelse til ukendte egne, hvor der stadig kan hentes nye rumlige oplevelser i rum der tilsyneladende er genbilleder og som vil dø som genbilleder, hvis det ikke lykkes gennem bearbejdningen at gøre dem virkelige på fladen. Fladen kan befares som et plan hvis delinger, størrelser og retninger giver elementerne egenskaber, bevægelser og karakterer, der dels kan ”bruges talende” og dels er medrivende og kan påvirke det indre billede der var den oprindelige begyndelse. Den der har prøvet at slå to streger på en flade har fornemmet mulighederne i denne særlige verden, der for mange er blevet motiv, verden.

Det bliver svært at tale om kunstens herfra og dertil, nyt og gammelt, mon ikke det næste bliver samtidighed og evighed.