Povl Christensen (noter)

Dette er en digital udgave af nogle af Palle Nielsens håndskrevne noter. Originalerne findes ikke længere, og disse fotokopier tilhører kunsthistoriker Mikael Wivel.
Se noterne i denne scanning.

Omkring 1990

Notater om Povl Christensen

 

Han havde alle eksemplerne bag sig, ikke som garanti noget der i almindelig forstang bruges, men som noget der er tilstede, noget indbygget, et vilkår.

 

Der er her ikke tale om at lægge noget bag sig, men som at opleve en baggrund, noget eksemplarisk, noget at sammenligne sig med.

 

Det sker at stor fylde, det der nærmer sig det helt store, navnligt hvis udtrykket er upåfaldende og kompromisløst, fjerner et indre billede – balsamerer sig selv, man ser ikke skoven for bare træer. Det tidløse tilhører ikke tiden, men er i tiden og derfor svær at få øje på. 

 

Det er ligetil at galoppere afsted når man ikke kender de store eksempler. Kravene bliver for overkommelige og gode anslag indtager for nemt det uantasteliges karakter – hvad man ikke ved f[år] man ikke ondt af. Men man f[å]r ondt senere, gennemslagskraften og svarene fra omverden aftager, for den producerende selv på uforklarlig vis. Det kan da blive nødvendt at skyde skylden på tiden der skifter og dermed lægges grunden til den stivnede reaktion der indtræder når øjeblikket svigter og udtrykket, så at sige, bliver overlagt til sig selv, hvad er der så tilbage.

 

Jo mere den direkte nød elimineres i vor del af verden og jo mere billedkunsten stiger i ver[d]slig anseelse, des heftigere raser ambitioner så de næsten overskygger den egentlige motivation. Følgerne af den kunstneriske virksomheds spildprodukter, anseelse, ry og berømmelse, bliver det der stræbes efter. Er man ikke noget på verdens vilkår, er eksistensen tvivlsom. Kan man derimod hægte sig på det i øjeblikket knæsatte udtryk, selv dets mere ydre fremtrædelsesform begynder man at være til. Om man forstår eller har nogen oplevelse af grundene til øjeblikkets udtryk (som jo altid er relevante nok) er mindre væsentlig, bare man kan følge hovedstrømmens signalement, er der noget at bygge på.

 

Uden egentlig trussel; ingen gåen sin egen vej kan siges at være truet i højere grad end førhen, tværtimod, men angsten for at skille sig ud, synes paradoksalt at være stigende i en tid der har striks individualitet som dogme. Individualismen er blevet en massebevægelse, der fortynder de oprindelige intentioner i en omfattende strøm af parafraser eller variationer af det ydre. 

 

P.C [Povl Christensen] er et eksempel på billedet lange vej, som også er historisk og filosofisk betinget, det er også en slags litteratur, men det afgørende i dette tilfælde er det sort-hvide, et billedkunstnerisk forhold der lever sammen med de ovennævnte og fører frem til synlighed. Havde den billedkunstneriske synlighed ikke været så ste[mt] som her, havde historie, filosofi og litteratur holdt sit budskab for sig selv.

 

Billedkunsten i sig selv er budskabet, først og fremmest ikke blot og bart ”fremfører” af et indhold, men et sprog der lever på egne betingelser.

 

I øjeblikket lægges vægten på indholdet, er de relevant udfra tidens kriterier er billedet værdifuldt, er det tidsmæssigt-filosofisk intakt, er det et godt billede. Det er en vildfarelse, billedkunsten kvalificer[er] indholdet, som ordløs sproglig r3ealitet der vil leve sig eget liv, selv når fablen, motivationen er blegnet. Alexanderslaget er blevet en mennesketummel, der er vel også nok.

 

Det er ikke nødvendigt at kende Blicher eller H.C. Andersen for at blive grebet af Povl Christensens billeder. Han elskede litteraturen, levede med den, men på grund af billedsprogets kraft blev udtrykket [udvidet] til noget mere alment og altomfattende, billede på dramaet; mennesket i verden.

 

Nok så megen hengivelse i og brug af det billedkunstneriske sprogs midler gør i sig selv ingen kunst, der er ikke tale om kunstgreb, men det er nødvendigt at vide at forhold som rytme, proportion, spidst, rundt, koldt, varm o.s.v. eksisterer Talent er at være eet med sproget.

 

”Drømmekvadet”: ikke at forglemme. P.C.’s oplevelse og fortolkning af rummet. Temaet er jo figurer i rummet – fra trange trykkende rum føres vi ud på heder og sletter, igennem sumpe og tornekrat under drivende skyer og via opstående skymasser til rummets uendelighed – og videre til helvedes dyb og til paradiset, højt oppe. 

 

Reliefætsninger til ”Drømmekvadet” den store nordiske beretning om prøvelser, barmhjærtighed og forløsningshåb hører til de dejligste billeder jeg kender om vores vilkår og håb – ”… ikke, hva!"