Palle Nielsen - Kunst for 10 kr.

Dette er en genudgivelse af teksten: "Palle Nielsen fortæller følgende om sine billeder", in: Kunst for 10 kr., Mappe nr. 1, 1. Årgang 1990.

Se den oprindelige artikel i denne scanning.

 

Palle Nielsen fortæller følgende om sine billeder og sit arbejde:

De to linoleumssnit »Orfeus og Eurydike« nr. 10 »Første hindring, sporet afbrudt« 1955 og »Orfeus og Eurydike« nr. 16 »Kysten« 1956 er fra en billedrække på 53 linoleumssnit, blevet til 1955-59. Linoleumssnittene er her ikke trykt med pladerne, men gengivet i reproduktion.

Bag billederne ligger myten om sangeren Orfeus, der med sin sang og sit spil, bevægede Hades (underverdenen) til at udlevere Eurydike, Orfeus' nylig døde elskede. Der fulgte dog den betingelse med, at Orfeus, under vandringen tilbage til livet, ikke måtte vende sig om. Orfeus kunne ikke indfri dette krav. Han vendte sig om, som jeg opfatter det, for at se om Eurydike virkelig var med – og hun sank tilbage i dødsriget.

Det er vel en historie om tro, om dens nødvendighed og dens vanskeligheder. Hvem ville ikke vende sig, for at se om hun virkelig var der. Orfeus tvivler på det, han selv har sat igang, han tvivler på sit værk, sin sang og sin musik. Det er menneskeligt, egentlig sympatisk, men dødsensfarligt eller snarere livsensfarligt.

Sådan kan man se på myten, historien i dag, men på mytens tid så det anderledes ud. Orfeus levede i antikken, i før-kristelig tid, under en stram skæbnes herredømme – som han gjorde oprør mod!

Det var det oprør der optog mig, da jeg arbejdede på billederne – oprøret mod døden, mod det uafvendelige. På den tid havde jeg en drøm, hvor jeg så min kone dø, derfor allierede jeg mig med det oprørske menneske, det menneske der bevæger sig.

Billedrækken begynder med fortvivlelsen over Eurydikes død. Orfeus rejser sig og begiver sig på vej mod Styx, den flod der skiller de levendes og de dødes land. Billedrækken ender foreløbig med at Karons skib toner frem. (Karon var i antikken færgemanden på sejladsen til underverdenen).

På billede nr. 10 standses Orfeus af en sprængt bro. De nedhængende ledninger har fulgt ham siden billede nr. 5 (ikke gengivet her). På billedet nr. 16 er Orfeus nået frem til kysten, bredden af Styx. Vandet, der skiller de levendes land og Hades. Det er nok en slags rivieralandskab set oppe fra. Man ser ned over forskudte ramper og kørebaner i forskellige højder og slyngninger, ned til selve kystlinien med betonklodser som bølgebrydere. Et fornøjelsespalads skyder sig ud i vandet (Brighton, Scheveningen).

Men det drejer sig også om et forsøg på at komme fra eet sted til et andet. De hop øjet foretager sig, eller provokeres til at foretage sig, skulle føre det i den ønskede retning: ned mod det lavere liggende gadeplan, (bilen). De sorte punkter i den øverste rampe og de hvide punkter i gelænderet gentager Orfeus hoved i retning fra venstre mod højre. Buerne i ramperne understreger bevægelsen, gelænderets cirkler og skyggerne af disse fik mig til at tænke på lyden af Orfeus skridt.

Billederne nr. 10 og nr. 16 er modsætninger. Både rytmer og bevægelser er i nr. 10 hovedsagelig lodret-vandret, mens bevægelserne i nr. 16 er svulmende og farven mere svulstig og buldrende, her sker noget. Farven i nr. 10 er rolig, lysende, grå, her er sket noget. Slæbebåden er sunket, ledningsnettet er sprængt, krigen har passeret stedet. I nr. 16 er et drama under udfoldelse, som en blomst der folder sig ud.

Det var en lille smule om de billedsproglige overvejelser, der har optaget mig under arbejdet med billederne til »Orfeus og Eurydike«. Noget anderledes forholder det sig med de her gengivne tegninger. De fire tegninger med mennesker er udført med fyldepen og sort blæk, den største tegning med pensel og tusch. Tegningerne er fra billedrækken »Katalog«, der var tænkt som »verdenspanorama«, men dog endte som et betydeligt mere begrænset katalog over verdens forhold. Billederne består af cirka 800 tegninger.

Træsnittene og linoleumssnittene er til det yderste planlagte og bygget op via mange forsøg og forarbejder. Tegningerne til »Katalog« er direkte nedtegnede uden forberedelse, de følger helt den oprindelige indskydelse. Den slags tegninger tager næppe mere end 15 minutter, mens arbejdet med linoleumssnit kan tage uger.

De fire tegninger er meditationer over mennesker i rum. Figurerne kan selv danne rummet, og omgivelserne (gaden, broen) kan danne rum, som figurerne, menneskene kan leve i, bevæge sig i. I tegningens nederst til højre skulle en dirren i den sort-hvide kontrast give en fornemmelse af det uendelige rum. Der – hvor der ikke er noget (det hvide papir), er der noget af uendeligheden – dog stadig inden for billedets lille firkant.

Tegningen med hungerbarnet i supermarkedets overflod må tale for sig selv.