Grundtemaerne

”Den fortryllede by”

Fra barndommen har huse tiltrukket mig. De rummede min barndoms trygge hyggeliv, men samtidig udsendte de signaler om noget bagvedliggende, noget uudgrundeligt, hemmelighedsfuldt, egentlig ikke noget særlig ondt eller noget særlig godt, snarere noget forjættende, noget som havde med min fremtid at gøre. Jeg mærkede det som en kalden fra den egentlige verden: ”Begyndelsen var gammel, mens nutiden, øjeblikket, er hård, klar morgen. Udstillingsbygningen, rød af sol: det runde vindue – jeg var stillet over for noget uendeligt gammelt, som rummede en forjættelse om noget kommende. En uforklarlig, ordløs autoritet, ikke venlig eller uvenlig, hævet over enhver almindelig mening, en kalden, der netop angik mig, anedes i disse øjeblikke, i lysets dvælen på husene. ” (Begyndelse og efterskrift) Derfor vandrede jeg og vandrer jeg i byer. Meget nye huse og gamle arkitektoniske mesterværker kalder ikke på den måde, de interesserer på en anden måde: æstetisk, kunstnerisk, historisk. For mit ærinde må husene ikke være for store kunstværker, kunsten overdøver eller fuldkommengører, noget[overstreget] der afsluttes, lukkes af, jeg kan ialfald ikke komme til. Byerne, de menneskeskabte landskaber fortæller også om det der er sket engang, om det historiske – hvergang jeg passere[r], f.eks. Slotsholmen – arvehyldningen! på dette samme sted, de så den samme himmel, mærkede den samme vind – Børsen ligger der endnu. Jeg tør virkelig påstå at jeg lever i et historisk overblik, jeg ved godt hvad der er sket – jeg levet i det.

                Jeg oplever en sanselig rum glæde ved bybilleder, både de flerdimensionerede og mit eget eendimensionerede stykke papir. Billedkunstens mirakel, for mig gerne illusion, det rumlige sug eller det der kommer frem i mod os – på en plan flade. 

                Det er vigtigt, tror jeg, i billedkunst at gå udefra-ind[understreget]. Jo stærkere håndfast oplevelse og fortolkning af det konkret synlige – jo større muligheder for at det inderste åbner sig. Den almindelige, menneskelig glæde ved at bygge et billede fører, at sig selv, når heldet er ude, til det der ligger bag. Det egentlige kommer af sig selv, må overlades til sig selv, ikke direkte befamles.

                Jeg har altid været betaget af tingenes udseende, der er for mig noget uhyre betydningsfuld[t] i at de ser ud, netop som de gør. Det er muligt, at vi kun ser verden i snit og afskæringer, men disse afskæringer forekommer mig dog at være en egenskab ved det, der måtte ligge bag. Jeg tror ikke – hvis en videre erkendelse skulle opstå, at noget ville synke i grus og forsvinde og noget andet opstå, det andet har været der hele tiden. Det er muligt at se en gades særlige dramatik gennem, bl.a. husene, der dog er til at tegne.

                Det kvarter af byen hvor jeg er opvokset, Gammelholm og Frederiksgade ved Marmorkirken, er en bebyggelse fra den højborgerlige tid. Den udtrykker tiden meget stærkt, oveni købet med en air af noget mellemeuropæisk, ikke rigtig københavnsk – Wien måske. Mod gaden udadtil, prunk og pragt, mens bagsiden, gårdene, er overladt til sig selv og periodens funktionalisme: forbedringsanstalten – sablen klirrer, nøglerne rasler – her udtrykker tiden uafvidende hvad[overstreget] sin inderste mening [er]. Men der er også noget andet; navnlig Gammelholm synes at have særlige egenskaber og hemmeligheder med sine ”kanelbutikker” og rigt udbyggede kælder og loftverden.

                Der er noget mærkelig ved proportioner; nogle kan aflæses under visse omstændigheder mens andre, sindets, eller indbildningskraftens proportioner, kan arte sig højst uregelmæssigt. Som barn kunne [jeg] i teaterets kollonade få et blik ind i kulissemagasinet, hvis indre fortabte sig i uendelig[e] gallerier hvor fjerne, søvnige lys glitrede frem og angav en udstrækning, som slet ikke svarede til bygningens ydre proportioner.

 

 

 

[Side 2]

 

Men hvordan udtrykke det i et billede så det kan ses – uden at gå ud fra det der kan ses ? – jeg tror ikke man kan begynde med det anede.

                Med hensyn til bybilledernes opståen på papir eller plade se katalog for udstilling på Glyptoteket ”Figur og rum” 1984. (afsnittet Byerne).

                I ”Den fortryllede by” findes elementer fra mange byer, stærkest måske fra Rom, kupler har betaget mig siden min barndom ved Marmorkirkens fod. Kupler optræder i autoriteternes by i templernes, bunkernes, stormagasinernes, magtens by – også som elsket formelement – psykoanalytikeren Sigurd Næsgaard kaldte mine kuppelbygninger for kvindeportrætter; jeg holder ialfald meget af at tegne dem.

 

 

”Pandæmonium”   
 
Her anfaldes ”Den fortryllede by” af alle nedbrydningens og hadets ånder, alle djævles by. Her blomst[r]e[r] eksplosionerne, røget fra indre brande væller frem. ”Den forladte by” handler om det der er sket, om det rum der efterlades når noget har passeret – ingenting en tom støbeform, det ikke-synlige. I et andet sidetema ”Mysterier” opstod de første mennesker i radering i 1976. Mennesker havde optrådt før, men som staffage. Jeg havde ikke turde radere mennesker, fordi raderinger i min verden er ligepå og spontant. Mine træsnitmennesker er møjsommeligt og tøvende bygget op – det mente jeg, jeg skyldte menneskene af respekt. Men i 1976 gjorde jeg det og så ind i noget fuldstændig ukendt og fremmed, en nødvendig spontan handling – raderfigurerne skabte nogle rum om sig, som jeg ven[d]te tilbage til i ”Lille raderserie” fra 1980 hvor figurerne befinder sig i et slags Pandæmonium, men et Pandæmonium skabt af rummet om dem og det volumen de fortrænger – figurerne skulle få byen til [at] opstå, også ud fra deres svingninger og rytmer.

                Dette blev ført videre i ”Lethe” 1984: Mulighedernes rum. Mennesker der bevæger sig hid og did mellem hinanden uden mål og med, skabende rum ved deres bevægelsers mønstre.

 

”Tarantel”          

Jeg forestiller mig menneskene ramt en slags vandresyge (H.G. Wells). Her kommer det flugt-dans motiv ind, som Erik Fischer har påpeget (Laudatio, Henrik Steffens pris, Lübeck 1984). 

Der er mange uløselige spørgsmål der knytter sig til menneskeskildring – i vore dage. Det, måske, latterlige spørgsmål, hvad for noget tøj skal de have på? Skal de karakteriseres individuelt, evt. som gamle, unge, tykke, tynde. Skal kroppens form ses bag tøjet, eller skal tøjet fortælle om kroppens form. I mit tilfælde må al portrætlighed undgås, ligeledes ansigtsudtryk, tøjet må ikke kunne genkendes som

[Side 3]

Cowboybukser osv. I virkeligheden må enhver form for genkendelighed bandlyses for at den tidløse genkendelighed kan komme til.

 

 

 

”Parklandet”

Tilskyndelsen til disse billeder var en meget stærk oplevelse af en illustration i Ole Sarvigs Krisens billedbog. Max Ernst: Ubevidstheden om landskabet bliver fuldstændig. I den ledsagende tekst stod bl.a.: dagen og klokkesl[æ]ttet er vidner, husene ligger gemt bag villabyens træer. Der var for mig noget usigeligt dragende ved dette. Det jeg så på billedet forekom mig at være Øregaardsparken og Ellekammer instituttet i egentlig skikkelse og dog alligevel det svingende frem og tilbage. Samtidig var det muligt at gå tur i billedet på dets egne ganske åbenlyse betingelser og få nye og overraskende oplev[els]er, så at sige vinkelret på den førnævnte frem og tilbage oplevelse.*

*hvad er der mon sket i villaen? 

Jeg opsøger virkelighedens meteorologiske måleudstyr kasser, små skure, den videnskabelige trefod og tilskoddede huse: ”de er gåder for sjælen.” (Min understregning) Hvad er det vindm[å]leren måler.

Jeg har ikke brugt noget af alt dette direkte. Det er sket meget sjældent at noget lader sig bruge direkte, så at sige lader sig overføre. En undtagelse er raderserien ”Stederne” [h]vor flere af bygningerne og et enkelt gadebillede eksistere[r] i Prag, Rom, Berlin osv.**

 

 **Da jeg arbejdede med serien syntes jeg det var min form for ”pop art”, fordi der optræder ubearbejdede, direkte overførte ting i billederne.

”Drømmebyen” og ”Parklandet” det søvnslagne. Der er visse steder der synes at henligge i en stille, tilstøvet venten. Visse villakvarterer, visse parker.

*** Jeg mærker det samme i meget af César Francks musik.