Fotografi og billede

Dette er en genudgivelse af artiklen: Palle Nielsen: ‘Fotografi og billede’, in: Louisiana, 1958, p. 28.
Se den oprindelige artikel i denne scanning.

Fotografiets farve og formkomplexer, løsrevne fra deres indholdsmæssige betydning, ejer en rigdom der altid har virket slående på mig, når jeg har bladet i fotografiske billedblade.

Først og fremmest er det oplevelse af farve; de utallige sorte, grå og hvide farver, varme og kolde, opstår af det stofliges variationer, der i billedblade er uendelig, da alt i verden fotograferes. Fotografiet er en omfattende registrering af former, karakterer og strukturer, der ved aftrykket på det hvide papir, gennem deling af det sorte, lader fremstå toner og farver. Det er en prøvebog med de mærkeligste grafiske virkninger af stor skønhed, men hvis sammenhæng er bestemt af et mekanisk objektivt øje. Her opstår ønsket om at flytte rundt på elementerne, befri dem og samle dem i et menneskeligt billede. Fotografiet kan kun vise dramaet som reportage, det er tvunget til at gribe til øjeblikkelig, intet kan forandres ved tingene i sig selv. Komposition i betydning af kunstnerisk meddelelse (tale med rytme, bevægelse og størrelser), er ikke mulig. Det givne og begrænsede tillader kun arrangement og beskæring, valg, ikke skaben. Lyset kan derimod behandles frit gennem eksponering og fremkaldelse.

Men som et øje der dag ud og dag ind flyver verden rundt og i glimt lader os se spor af begivenheder og steder har fotografiet enorm betydning. Det har også forandret vort øje, forlænget det, så vi nu opfatter bevægelse på en anden måde end før.

Da jeg for nogen tid siden fik en stabel gamle „Life" foræret, gik jeg i gang med brodersaks og lim. I den collage der er gengivet her og i andre jeg har lavet, har jeg bestræbt mig på at opløse fotografiernes indhold og samle stumperne af farve og stof til nyt billede og nyt indhold. Der er mange fund i collage. Eksplosionen på dette billede er en kreds af mennesker der sidder på hug med oprakte arme; vendt på hovedet får det vældig fart udefter, bliver en form der udvider sit volumen, en eksplosion.

En vis surrealistisk hældning er ikke til at undgå, da jeg under arbejdet påvirkes, måske mere end jeg tror, af hvad de forskellige billedstumper forestiller, hvor de findes og hvad de bruges til. Der opstår en mærkelig spænding i sindet ved at rive ting ud af deres sammenhæng; af jerndragere og blomsterblade forsøge at opbygge en formverden f. eks. en menneskelig figur.