Dette er en genudgivelse af artiklen: Palle Nielsen: ‘Et notat om Svend Wiig Hansen’, in: Louisiana Revy, 1972, p. 26-27.
Se den oprindelige artikel i denne scanning.
Nu hvor døden truer både indefra og udefra og hvor søvnen er blevet vort forsvar, råber denne stemme til os, Tør vi se, være ved bevidsthed, er det måske ikke for sent?
For nogle år siden havde jeg lejlighed til at se et af Svend Wiig Hansens store billeder under udførelse. Det var på et tag i Rom, ved Tiberens bred, med ryggen mod floden og en vid udsigt ind over bykernen. En mærkelig egn; en højslette af små størrelser. De berømte tagsten afbrudt af klokketårne og kupler der rejser sig på steder tilværelsen på gadeplanet ikke lader ane. Tilsyneladende steder uden jordforbindelse, men ved en drejning af bevidstheden, og en naturlig, ligetil henvenden sig til realiteterne, er det et sted som den tredimensionale oplevelse af virkeligheden fuldt og helt må antage som forståelig og eksisterende.
Denne mærkværdighed eller fremmedhed, som ved nærmere efter-syn, ikke efter-tanke, viser sig at have solid grund i noget fælles iagttageligt, mener jeg er noget karakteristisk ved SWH's kunst. På dette romerske tag blev jeg vidne til hvordan han »tog for sig« af det foreliggende; hvordan den romerske farve blev portrætteret, et klokketårn blev til et ansigt, en forvandling der for mig blev en opvågnen, en genkendelse. Denne genkendelse, eller, til tider helt fixerbilledagtige svingen i tingenes tilhørsforhold eller sted, er vel een af de store oplevelser, det vi kalder modernismen kan skænke.
I en tid hvor de fleste forhold søges anskuet Objektivt, og som følge deraf, »det ene kan være lige så godt som det andet«; hvor vi så at sige har forladt verden, har givet afkald på at vælge ved at vælge alt, virker SWH som en oprejst skikkelse. Han har ikke, for at nogen ikke skal sige ham noget på, lagt sig ned på forhånd; en livsfarlig snusfornuft; men tilstræber fuldstændighed, han er ikke i stand til at fornægte, skrue linsen ned. Kunst af SWH's art, hvor et »uvedkommende« indhold, eller budskab, skal føres frem er truet på mange måder i modsætning til billedkunst hvor elementerne bestemmer ubetinget og hvor der skal meget ufølsomhed til at slå
spillet overende.
Menneskeskikkelsen er motiv, indhold og tilskyndelse. Denne bundethed finder jeg afgørende fordi den strammer kravet til sproget og udtrykker prægnans, det er her SWH viser hvem han. Hos alle sande kunstnere findes inderst, mere eller mindre bevidst, en urokkelig bundenhed, eenhed med sendelsen, »det ærende man man er ude i« — det er vanskeligt at udtrykke i ord; det konstante, virkelige. Dette vigtige forhold, der gør de fleste eksperimenter lidt latterlige, lever meget udtalt helt fremme i SWH's kunst.
Som alle kunstnere øser SWH af kilder ingen kender navnet på. Men der er alligevel tale om et tøjlende element. Hvordan det end anskues ser jeg en bevidsthed, der hvor stærk hengivelsen end kan synes, dog altid lader sig skimte i stadig vekslende metaforer, forholdet til menneskeskikkelsen i et rum, der først og fremmest er billedets rum.
Det tror jeg er indholdet i SWH's kunst, den inderste inspiration der drejer alt, tvinger sjæleskriften til mennesketale og gør det muligt at en verden opstår. Der er oplevelser at hente for mange forskellige sind, fordi der i disse billeder er en drift mod det fuldstændige. Det muntre sind kan finde grotesker gemt i disse billeder og skikkelser, kan bevæge sig rundt i »latterens landskaber«, hvis udtryk stundom kan bevæge sig nær det ufrivilligt komiske, men aldrig overskrider grænsen i kraft af en talentets sikkerhed og renhed, en inderste, dyb naivitet, der med givende hænder går verden i møde.
Fra PALETTEN nr. 2, 1963.
Se den oprindelige artikel i denne scanning.
Nu hvor døden truer både indefra og udefra og hvor søvnen er blevet vort forsvar, råber denne stemme til os, Tør vi se, være ved bevidsthed, er det måske ikke for sent?
For nogle år siden havde jeg lejlighed til at se et af Svend Wiig Hansens store billeder under udførelse. Det var på et tag i Rom, ved Tiberens bred, med ryggen mod floden og en vid udsigt ind over bykernen. En mærkelig egn; en højslette af små størrelser. De berømte tagsten afbrudt af klokketårne og kupler der rejser sig på steder tilværelsen på gadeplanet ikke lader ane. Tilsyneladende steder uden jordforbindelse, men ved en drejning af bevidstheden, og en naturlig, ligetil henvenden sig til realiteterne, er det et sted som den tredimensionale oplevelse af virkeligheden fuldt og helt må antage som forståelig og eksisterende.
Denne mærkværdighed eller fremmedhed, som ved nærmere efter-syn, ikke efter-tanke, viser sig at have solid grund i noget fælles iagttageligt, mener jeg er noget karakteristisk ved SWH's kunst. På dette romerske tag blev jeg vidne til hvordan han »tog for sig« af det foreliggende; hvordan den romerske farve blev portrætteret, et klokketårn blev til et ansigt, en forvandling der for mig blev en opvågnen, en genkendelse. Denne genkendelse, eller, til tider helt fixerbilledagtige svingen i tingenes tilhørsforhold eller sted, er vel een af de store oplevelser, det vi kalder modernismen kan skænke.
I en tid hvor de fleste forhold søges anskuet Objektivt, og som følge deraf, »det ene kan være lige så godt som det andet«; hvor vi så at sige har forladt verden, har givet afkald på at vælge ved at vælge alt, virker SWH som en oprejst skikkelse. Han har ikke, for at nogen ikke skal sige ham noget på, lagt sig ned på forhånd; en livsfarlig snusfornuft; men tilstræber fuldstændighed, han er ikke i stand til at fornægte, skrue linsen ned. Kunst af SWH's art, hvor et »uvedkommende« indhold, eller budskab, skal føres frem er truet på mange måder i modsætning til billedkunst hvor elementerne bestemmer ubetinget og hvor der skal meget ufølsomhed til at slå
spillet overende.
Menneskeskikkelsen er motiv, indhold og tilskyndelse. Denne bundethed finder jeg afgørende fordi den strammer kravet til sproget og udtrykker prægnans, det er her SWH viser hvem han. Hos alle sande kunstnere findes inderst, mere eller mindre bevidst, en urokkelig bundenhed, eenhed med sendelsen, »det ærende man man er ude i« — det er vanskeligt at udtrykke i ord; det konstante, virkelige. Dette vigtige forhold, der gør de fleste eksperimenter lidt latterlige, lever meget udtalt helt fremme i SWH's kunst.
Som alle kunstnere øser SWH af kilder ingen kender navnet på. Men der er alligevel tale om et tøjlende element. Hvordan det end anskues ser jeg en bevidsthed, der hvor stærk hengivelsen end kan synes, dog altid lader sig skimte i stadig vekslende metaforer, forholdet til menneskeskikkelsen i et rum, der først og fremmest er billedets rum.
Det tror jeg er indholdet i SWH's kunst, den inderste inspiration der drejer alt, tvinger sjæleskriften til mennesketale og gør det muligt at en verden opstår. Der er oplevelser at hente for mange forskellige sind, fordi der i disse billeder er en drift mod det fuldstændige. Det muntre sind kan finde grotesker gemt i disse billeder og skikkelser, kan bevæge sig rundt i »latterens landskaber«, hvis udtryk stundom kan bevæge sig nær det ufrivilligt komiske, men aldrig overskrider grænsen i kraft af en talentets sikkerhed og renhed, en inderste, dyb naivitet, der med givende hænder går verden i møde.
Fra PALETTEN nr. 2, 1963.
.jpg)