Dorés lys (noter)

Dette er en digital udgave af nogle af Palle Nielsens håndskrevne noter. Originalerne findes ikke længere, og disse fotokopier tilhører kunsthistoriker Mikael Wivel.
Se notaterne i denne scanning.

Doré’s lys (Dudley street)

 

[overstregninger]

 

Hvad er det mærkeligt gribende ved Gustave Dorés Londonbilleder – jeg tror det er lyset, det lysende mørke.

 

Hans billeder er erindrede, ganske vist af noget set, men synes det, set for længe siden. Der er ikke udelukkende tale om teatralsk arrangement, det kan forekomme hvor han ”sætter drama på”, den vågne tilstands emsighed.

 

Drømme kan ikke gøres bedre (her henvises kan til Londonbillederne). I andre af Dorés billeder mærkes den bevidste dramatiske hensigt tydeligere (de talrige illustrationer og bibelbillederne), selv om man også her overværer noget dunkelt og uheldsvangert. Overværer man, ser vi udefra ind i et teater, måske, hos Goya deltager vi, han ser direkte i os. Men hvem ville undvære det tyvetydelige, lidt groft mystiske, ved det drømte teater og det lys som hører til der. Dorés lys. Er der forskel på lys og mørke? eller er de i en mærkelig balance, som resulterer i eenshed i dette lysende mørke og mørknende lys der opleves uendelig gammelt. og samtidig udenfor tiden – evigt.

 

Siger man mellemgråt er det en forenkling; for i dette område er modulationerne nærmest uendelige. Figurerne der lever på bladene er enten mørke på lys bund, eller lyse på mørk bund. Alt dette væves sammen til et magisk rum; tit synes et begrænset område af forbunden belyst af en svag projektør. Lyset fortaber sig ind i rummet, det mørkner, men lyset lever stadig, skønt svagere og svagere, helt ind i billedets bund, men ofte afbrudt af et tværgående mørke, som en sky er gået for den svage sol, eller hvad den lyskilde der optræder i Dorés billeder kan kaldes.

 

Dette billede forestiller Dudley Street i London; børnene leget på gaden, de har taget skoene af for ikke at slide på dem, vi ser et skæbnesvange[r]t sted hvor børnenes troskyldighed overvåges af gaden og de voksnes uheldsvangre gestalter, betegnelsen gestalter trænger sig på. Egentlig drejer det sig ikke om rigtige londonere, selvom udseende og klædedragt synes realistisk beskrevet. Der melder sig noget andet, en tung monumentalitet hvor alt og alle har indtaget deres pladser for altid, intet bevæger sig, selv ikke de legende børn [overstregning] er stivnede i øjeblikkets attitude; øjeblikket er blevet til evighed, en sorg der aldrig vil lette.

 

Med lidt god vilje – handsomecabben [hansom-cab, red.] bliver til ”Dødens kærre” (Selma Lagerquist ”Køresvenden”) Kuskens pisk overskuer, samler og sanker. Hestens frygtelige ansigt midt i den manende mørke kasse vil opsluge de rørende, barnlige børn. Doré hører til de store børneskildrere, han kan fortælle om børn utrolige tillid til verden, deres villighed til at akceptere vilkårene, en storhed og gudhengivenhed, som må føre den vokse til livsvarig skam og ærbødig kærlighed. 

 

Sådan har det sikkert været i Dudley Street i victoriatidens London, men over det, eller under det, findes noget andet; handlet dette blad ikke om døden? Dorés billeder handler om mange ting, men lyset, hvad er der i vejen med lyset? Nærmer vi os ikke i hans billeder, særlig i Londonbillederne, tiltrods for al dramatik, begivenhederne og den sort-hvide grafiske kontrast til dødens lige-gyldighed i lyset – men, jeg er vist ved at bevæge mig ud på gyngende grund i forsøg på at ”forklare” noget, som ligger uden for den almindelige sansning. Billedkunst, vel al kunst, lader sig et langt stykke af vejen forstås, da den består af målelige forhold, men noget forbliver gådefuldt, kommer oveni og heldigvis for det. ”Dødens kærre” forholder sig måske til noget litterært – men lyset!

 

                                                                                                                                   PN/93