Skip to content
Grafikken

Det sete (Omkring Orfeus)

Dette er en genudgivelse af teksten: Palle Nielsen: ‘Det sete’, in: OMKRING ORFEUS - SKITSER OG GRAFISKE BLADE AF PALLE NIELSEN (Lommebog 7), STATENS MUSEUM FOR KUNST KØBENHAVN, 1978, p. 16.
Se den oprindelige artikel i denne scanning.
Palle Nielsen: "Timebog" (op. 41), stengravure, 1975.
Palle Nielsen: "Timebog" (op. 41), stengravure, 1975.

Billedkunstens oplevelsesmateriale er først og fremmest det sete, undren og betagelse over det synlige. Erindringen og forestillingsevnen kan ganske vist ofte være det bærende, men selv indre syner er sete, helt tænkte forestillinger bliver under udformningen synlige og bearbejdningen finder sted ud fra dette syn.

Det er gennem det sete at eventuel mening nås, en mytisk eller litterær inspirations indflydelse på billedkunst vil ofte fremtræde som forenkling og forgrovning udfra det litteræres eget udtryk som har sin højeste værdi inden for sin egen begrænsning ligesom billedkunsten har det inden for sin.

Billedkunsten er betinget af at have legeme, at være en ting, dens budskab er indeholdt i denne kendsgerning. En bogs budskab står og falder ikke med satsbilledet, men et billedes budskab er uløseligt knyttet til billedfladens format og karakter.

Det står mig klart at det direkte sansede er et vigtigt vækstpunkt; selv indenfor et nokså forestillings- eller fantasipræget udtryk må den stadige undersøgelse af tingenes ydre fremtrædelsesform, gennem dette at tegne, uden egentlig udvælgelse, nårsomhelst og hvadsomhelst, som notater eller i form af mere indgående studier, være afgørende.

Ikke for at opnå færdighed eller samle et arsenal af muligheder, fordele af denne slags er mindre vedkommende i dette fag hvis mening er udtryk af driftsmæssig art, men udfra et behov og en stræben, en trang til stadig at udbygge forståelsen af det sete, at finde grundlag for videre bearbejdelse, som kan føre til billede – billede af oplevelser og tanker.

Gennem det at tegne på et stykke papir, en flade af et bestemt format, i den hensigt at gøre rede for en synsoplevelse, tangeres billedsprogets udtryksmidler: streg, punkt, rytme, størrelse o.s.v. Der opstår en fornemmelse af de sproglige forhold billedets liv og synlighed bygger på. 

En overraskende rigdom, som er vanskelig at tænke sig til, afslører sig ved enhver iagttagelse.
 
                                                                               P.N. 5.5.1978