Rapport fra underverdenen

Optæller man alle de hædersbevis­ninger, der har regnet ned over ham - foruden de mange bogudgivelser, udstil­ linger, grafiske serier, han i sit lange og produktive liv har skabt - så ville det fylde for meget på denne bogside, lad os derfor nøjes med et par af de vigtigste: Prins Eugen Medaljen, Thorvaldsen Medaljen. Begge tildelt i 1963, foruden en lang række guldmedaljer og andre hædersbevisninger. Palle Nielsen blev æresmedlem af Kunstakademiet i 1980. Han har ledet den grafiske skole på Kunstakademiet fra 1967-73, en livs­ tidsstilling, som han valgte at sige op, »for intet er sjovere end at lave mine egne billeder, skønt der var et stærkt konkurrenceforhold mellem professor­ gerningen og min egen kunst«. Han har repræsenteret Danmark ved biennalen i Venedig og Sao Paulo (i 1958). Han havde for få år siden en stor udstilling i Grafikens Hus i Stockholm.Til sin død var han medlem af kunstnersammenslut­ningen Den Frie Udstilling, hvor han i årenes løb udstillede sine penne- og bly­antstegninger, gouacher, raderinger, træsnit, monotypier, akvareller og sidst, men ikke mindst, linoleumssnit, som han mestrede til fuldkommenhed.

 

I Palle Nielsens univers skildres en ver­den i opløsning, men den skildres med perfektion og skønhed. Denne dobbelt­ hed, som forstærkes af hans ofte ironiske billedtitler,  vidner om hans  absurde verdensopfattelse. Som Preben Hygum skrev i Informations Moderne Tider i 1992, så er det muligt, »at Palle Nielsens moralske pegefinger sidder forrest, men den sidder nu altså i forlængelse af et meget smidigt håndled«.

 

Men hvordan kan man bevare mun­terheden, når man hele tiden er optaget af tilværelsens sorte sider?

»Jeg er bange for højtideligheden, som jeg synes er ualvorlig. Jeg elsker li­vet og jorden så højt, at jeg ikke kan lade være med at give udtryk for det. Det gi­ver ekstra næring til, hvad vi kan kalde vrede og sorg over de kræfter, der ser ud til at få held med at ødelægge livet og verden. Jeg tager ansvaret for mine bille­ der på mig, for de er lavet med vilje. Jeg mener virkelig det, jeg siger i mine bille­ der, det er ikke en sidevirksomhed. Det har tit været vanskeligt ude i verden at forklare det-der er ting, jeg ikke kan del­ tage i - fordi jeg virkelig mener, hvad jeg prøver at udtrykke. Billederne bestemmer. Det er alvorlige sager, men jeg ville forråde dem, hvis jeg svigtede glæden. Det ville være højst ualvorligt. Jeg føler ikke noget skisma her«.

 

 

Tror du, din kunst kan medvirke til at frelse verden?

»Ja, jeg er så naiv, at jeg tror det. Kunst er oprigtighed og ånd - eksistensen af dette forandrer verden, tilfører den no­get, den ikke havde før. Alle de bekym­ringer, vi gør os over det, vi ikke kan gøre noget ved, hører jeg nogle gange som en susen, en baggrundslyd i verden. En så enorm kraft kan ikke bare dunste væk«. 

 

Når du nu arbejder med henblik på at forandre verden, har du så aldrig over­vejet at gå ud at handle direkte i den, f.eks. gennem politisk arbejde?

 

»Man må gøre nytte, hvor man kan. Jeg ville slet ikke gøre nytte i politik. Jeg kan ikke holde taler eller agitere for noget over for en stor forsamling. I grafik­ken kan jeg gøre det, jeg er bedst til. Det, jeg kan, er at gøre de »syner«, jeg arbej­der på, så tydelige og aflæselige som overhovedet muligt. Jeg har et udtryks­ behov, og dette udtryksbehov har fun­det en form. Man kan ikke afgøre, hvor håndværket holder op, og ånden begyn­der og omvendt. Jeg tror på billedernes kraft, eller rettere deres indhold, der dår­ ligt kan forklares med ord«.

 

Palle Nielsen stammede meget som barn, og folk opfattede ham som idiot:

 

»Med billeder kan man sige noget, som ikke kan siges med ord - og omvendt. Delacroix mente, at malere skulle have tungen skåret af!«

 

Lige siden 1960 har kunstnerægtepar­ ret solgt godt og levet et økonomisk set ubekymret liv. En tilstand, som de begge omtalte med stor taknemmelighed. »Jeg er blevet anerkendt mere end rigeligt«, sagde Palle Nielsen, der hverken havde fjender eller fordomme, og som var oprigtigt interesseret i andre kunstneres udtryk. Om sin kollega Richard Winther sagde han, at han »sætter ham meget højt som kunstner. Han tegner så godt«. 

 

Med hensyn til samtidskunsten, der­ imod, så efterlyste han, at de unge kunstnere virkelig siger noget. »Der er for meget arrangement og for lidt kom­ position i deres værker«, sagde han og uddybede kritikken ved at fremføre, at de unge kunstnere approprierer det alle­ rede eksisterende i stedet for at begynde »from scratch« og skabe noget ud af den blå luft. »Der er mere ære i at skabe no­get ud af intet. I det hele taget er der mindre og mindre at se på i billedkun­sten: Megen installationskunst overgår ikke, hvad habile vinduespyntere kan præstere, rent billedkunstnerisk. Billed­kunsten er blevet litterær og usanselig«. 

 

De store kataloger, kuratorernes mellemkomst og hele intellektualise­ringen af billedkunsten så Palle Nielsen som en farlig tendens. »Det voksende formidler-apparat er blevet en slags in­dustri. Men i forbindelse med min delta­gelse i udstillingen Memento Metropolis i Turbinehallerne (i 1996, red.), erfarede jeg imidlertid, at kuratorer kan virke be­fordrende. De to kuratorer (Willy Flindt og Anne Sofie Becker, red.) så tingene, som Adam så verden«.

 

 

Men generelt ser det ikke godt ud på kunstscenen: »Allerede Ole Sarvig sag­ de, at nu går vi ind i den store, abstrakte tidsalder, og han fik ret«, mente Palle Nielsen.

 

Det er almindeligt kendt, at de unge kunstnere i dag stort set har lagt grafik­ken på hylden til fordel for fotografi, in­stallation og video, men det bekymrede ikke Palle Nielsen, for »det skal nok komme igen«. Defå unge kunstnere, der anvender det grafiske medie, opfatter det imidlertid som en »reproduktions­ form på linje med fotokopien«. Nielsen var kritisk over for deres »grafiske hygi­ejne«: »Det er kendetegnende for den unge generation, at den reducerer gra­fikken til ren reproduktion. Jeg er der­ imod interesseret i at have et sanseligt berøringsforhold til grafikken og trykker alle mine grafiske blade selv. Når unge kunstnere laver grafik, sender de pladerne videre til en trykker, men derved går noget tabt. Der kommer en anden ånd ind, når man overlader det til andre at trykke. Grafik er ikke reproduktion. En radering f.eks. er et kunstnerisk udtryk som intet andet udtryk. En blyantsteg­ning ligner heller ikke noget andet. Selve raderingsteknikken kan man lære på en eftermiddag, men at finde ind til rade­ ringens væsen tager lang tid. Jeg har værkstedstrangen i behold, og når jeg står ved min lille skomagerpresse og trykker mine »breve« til modtageren, så er det en hjemmestrikket kunst, der bæ­rer håndens aftryk. Hvert »brev«, jeg la­ver, kan jeg med god samvittighed sende ud til et menneske, jeg ikke kender«.

 

Palle Nielsen opererede aldrig med be­grænsede oplag, for grafikken må ikke blive et salgsobjekt: »Det, jeg beskæfti­ger mig med, er så alvorligt, at det ville være helt utilstedeligt at gøre det til en vare. Det skal være billigt, så almindelige mennesker skal kunne erhverve den, ingen skal forholdes budskabet«, sagde han og frydede sig over, at det stadig er gymnasieungdommen, der køber man­ge af hans tryk.

 

Palle Nielsens værker hænger »som små sorte klatter i rigtig mange hjem. Mere kan man ikke ønske sig«.

 

»Men måske skal man opfatte de få tilbageblevne grafikere som den mærkelige, røde stamme, der bor inde i jordens indre, som Franz Werfel skriver om i »De ufødtes stjerne«. Grafikerne er i al fald som sjældne dyr i Zoologisk Have: Der bliver færre og færre af dem«.

 

  

Med hensyn til alderen, mente Palle Nielsen, at han ikke følte nogen alderens arrogance. Det, der var afgørende for ham, var at lave noget, der morede ham. At arbejde på, at det alt sammen skal være der, men at alt pyntet skal skæres væk, så man når frem til det enklest mu­lige udtryk. Og her kom stammeriet ham til hjælp: » Da jeg kom i skole, mistede jeg taleevnen. Den eneste forbindelse, jeg havde til verden, var billedet. Hvis alle kanaler er stoppet, så bliver den eneste tilbageblevne styrket, og det er jeg glad for. Jeg holdt ud i skolen til 1.g, men sprang fra og begyndte på Kunst­ håndværkerskolen, og det var muf for mig. Jeg uddannede mig som reklame­ tegner og arbejdede på bureau fra 1939, men samtidig var jeg illegal tegneelev hos Aksel Jørgensen, hvor jeg tegnede efter gips«.

 

Hvordan og af hvad bliver du inspireret?

 

»Jeg har altid været betaget af tingenes udseende. Der er for mig noget uhyre betydningsfuldt i, at de ser ud, netop som de gør. Derfor er jeg en slags naturalist. Når jeg tegner en bil, bygger jeg den op fra grunden. Starter med chassiset og bygger op til karosseriet. Linjerne er uhyre vigtige for mig. De er billedsproglige elementer i billedfladens verden, reelt målelige, men jeg oplever dem også som magiske udtryk. Linje­ stykket kan under sit forløb ændre ret­ning og karakter og fremtræde som rytme, langsomt, hurtigt, stigende, fal­dende, formomskrivende, rumskabende osv. Billedkunsten er i alle dele sprogløs, og den får kun eksistens gennem sit håndgribelige materiale og sin udøvers gode vilje«.

 

Hvorfor bruger du i så høj grad de græske myter i din kunst?

 

»Fordi de er så gode! Orfeus-temaet opstod via en drøm. Jeg drømte, at Elsa var død og lå i et ambulance-tog. Men det ville jeg ikke finde mig i. »Hvordan ser der ud i underverdenen?« spurgte jeg mig selv«.

 

Palle Nielsen har ikke illustreret den antikke myte om Orfeus og Eurydike, men har skabt apokalyptiske visioner af en verden på katastrofens rand. Hans univers er ekspressivt, fuldt af drama og patos og monumentalitet og går direkte ind i både voksne og børn, fordi bille­derne bæres frem af en uafviselig rea­lisme. Orfeus er manden, som stræber efter en renere og mere retfærdig verden gennem kærligheden og er som sådan kunstnerens »talerør«. Serien, der er på over 50 linoleumssnit, foregår - som de fleste af Palle Nielsens værker - i en by, der forener den klassiske verden med den moderne. Ofte optræder rotunde­ formede kuppelbygninger - hvoraf nogle er ved at splintres som følge af en eksplosion eller fremstår som ruiner efter et bombetogt - ved siden af funktionalistiske bygninger, imellem hvilke ano­nyme mennesker løber for livet. Palle Nielsens evne til at visualisere disse tru­ende cityscapes er fænomenal. Hans by­ billeder kan se ud, som om de refererer til eksisterende prospekter, hvad de gør i brudstykker, men det, han har set, har lagret sig i hans hukommelse, synsople­velsen er blevet erindring og har frigjort sig fra sit fysiske forlæg og er blevet»ud­ tryk for en parallelvirkelighed«, som han selv formulerer det i en af sine utallige bøger. Titler som Den fortryllede by, Ne­kropolis, Den sovende by vidner om hans interesse i at skildre byen som bæ­ rer af de moderne eksistensvilkår.

  

Den svenske kunstkritiker Kristian Romare skriver i bogen »Den fortryllede by« om Palle Nielsen, at han »har trængt dybere ind i den europæiske storbys væ­ sen end nogen anden samtidig kunst­ ner... Han har gjort det i en sort-hvid kunst, hvis udtryksfuldhed placerer ham blandt de største efter Munch«.

  

Palle Nielsen fremstiller det generelle menneske i sine billeder. De individuelle træk skal ophæves, og det er ikke så nemt: »Jeg har meget store problemer med ansigter. Jeg må lave om og lave om for at gøre dem så anonyme som muligt. Det må ikke være sådan, at man siger:

»Nej, det er jo Jensen«. Det skal være universelt«.

  

 

Men hvilke forbilleder har du?

 

»Mine forbilleder er Albrecht Dürer, Holbein, Frans Masereel, Giotto, Gaya, Klee, Kandinsky og Hogarth. Kandinsky taler med rette om en trekants duft. Hos Klee slår billedelementerne over i gen­ stande, mens de hos f.eks. Holbein tje­ner, opbygger og bliver et med en skil­dring, en forestilling. Men kunst er ikke mere menneskelig, fordi der »er mennesker på«, og man kan se, hvad det forestiller. Virkelig kunst er altid menneskelig. Kunst udspringer af en dybtrang til at forme - åndeliggøre - noget, samt en tilskyndelse til at sætte sig i forbin­delse med omverdenen, med andre mennesker og med sig selv. Når det kunstneriske format stiger, formindskes vanskelighederne. Vanskelighederne begynder der, hvor man må begynde at lære sproget«.

 

Kan billedudtrykket blive svækket af kunstnerens stræben efter perfektion?

 

»Ja, men kun det til abstraktion bearbejdede eller instinktivt transponerede kan blive sindsbevægende. Øjet undersøger som et græssende dyr, ikke blot fladen fra oven og nedad, men også fra venstre til højre og i enhver retning, hvortil der gives anledning. Øjet skrider græssende fra de værdier, som tiltrækker det, til de værdier, der senere tiltrækker det, når de første værdier allerede er afgræssede«.

 

[Genudgivet med tilladelse fra forfatteren]