Dette er en genudgivelse af teksten: Liza Kaaring: ‘Fald' in: KATASTROFER OG MIRAKLER, Fuglsang Kunstmuseum 2020, p. 44-45.
Se den oprindelige tekst i denne scanning.
Se den oprindelige tekst i denne scanning.
FALD
Mennesker falder igen og igen i Palle Nielsens billeder (Fig. 26). Ned ad trapper, fra hustage, ud ad vinduer og på gaden (Fig. 27). Nogle bliver kastet til jorden af en trykbølge, andre bliver samlet op af engle i sidste øjeblik (Fig. 28). Men i de fleste tilfælde falder menneskene uden nogen ydre årsag. Faldet opstår uprovokeret og spontant og fremstår dermed nærmest som et symbol eller en metafor for det at falde. Det faldende menneske er mere end bare det enkelte menneske, der falder. Det er også et billede på hele menneskeheden.
Temaet om menneskehedens fald var et påtrængende emne i tiden efter Anden Verdenskrig og Holocaust, der betød, at mange havde mistet troen på det gode i mennesket. Udviklingen af atombomben betød samtidig, at en total udslettelse af menneskeheden nu var en mulighed. I denne situation blev den eksistentialistiske filosofi med franske Jean-Paul Sartre i spidsen én af tidens vigtigste intellektuelle retninger, som ingen på daværende tidspunkt kunne være uden bevidsthed om. Påvirkningen fra denne strømning, i kombination med Nielsens fascination af både de store russiske forfattere Fjodor Dostojevskij, Lev Tolstoj og Maksim Gorkij og af den danske filosof Søren Kierkegaard, må formodes at have været bestemmende for den ansvarsfølelse over for den samlede menneskeheds vilkår, som kommer til udtryk i Nielsens tidlige faldmotiver. Som i Sartres eksistentialisme er individets handlinger tæt forbundne med menneskehedens, fordi den enkelte i sine handlinger har et ansvar for hele menneskeheden. Denne gensidige forbundethed mellem individet og medmennesket, individet og menneskeheden er et gennemgående træk i Nielsens værker.
Som det eksempelvis gælder for faldmotiverne i Orfeus og Eurydike I gik Nielsens bekymring typisk på både det almene og det personlige plan (Fig. 29). Her handler det således både om Orfeus’ sorg over Eurydikes død og om kunstnerens sorg over verdens tilstand. Der er tale om et dobbelt fald, et dobbelt perspektiv, der findes i mange kunstneres værker, men som hos Nielsen er særligt fremtrædende. Som kunsthistorikeren Erik Fischer skriver i forordet til bogen Orfeus og Eurydike. Første del: “Har man én gang hæftet sig ved værkets to temaer, saa vagt omskrevne af ordene ‘jalousi’ og ‘hærget nutid’, men med et væld af følelser gemt i disse begreber, følelser, som leddeles og nuanceres helt ud i det uforklarlige, vil man se hvert blad som et panorama, der i eet drag omspænder hans eget, inderste, og visioner af den store verdens tilstande. Glidende, snigende forbinder de sig, disse to temaer, omklamrende hinanden ligesom i et haabløst spil af gensidige beskyldninger [...]”[14]
Hvor Orfeus’ fald først og fremmest skyldes en indre storm, ser figuren i collagen Komposition over Jeremias klagesange II, 22 fra 1957 snarere ud til at blive kastet eller slynget til jorden af en trykbølge fra en bombeeksplosion (Fig. 30). Der er altså tale om en ydre årsag til dette fald. Collagen er skabt i kølvandet på Sovjetunionens blodige nedkæmpelse af oprøret i Ungarn i efteråret 1956, og værket, hvis titel refererer til passager i Det Gamle Testamentes klagesange, der handler om babyloniernes erobring og ødelæggelse af Jerusalem omkring 586 f.Kr., læses typisk som Nielsens reaktion på disse begivenheder. Han fortalte selv, hvordan brugen af vold i forbindelse med samtidens voldsomme politiske begivenheder, herunder Ungarn-oprøret, havde en stærk påvirkning på hans arbejde.[15] Passagerne i klagesangene, som titlen refererer til, omhandler blandt andet den rædsel, som babylonierne spredte ved at slå Jerusalems indbyggere ihjel. Sangene er sørgesange, og i lighed hermed kan man se Nielsens collager som et udtryk for hans sorg over menneskets brutale gerninger. Sovjetunionens magtovertagelse i Ungarn skabte en overgang øget frygt for en tredje verdenskrig, og det er sandsynligt, at det er denne frygt, som collagen er skabt under indtryk af.
Nielsen undersøgte ligeledes motivet med mennesker, der bliver slynget afsted, i en række monotypier, der undersøger, hvad krigen og volden gør ved mennesker og deres kroppe (Fig. 31). Der er her tale om kroppe, der er magtesløse, modstandsløse og vægtløse. Samtidig fornemmer vi tydeligt kroppenes tyngde og virkelighed, når de rammer jorden med hovedet og overkroppen først. Denne inciterende gengivelse af menneskekroppens tilstedeværelse, fylde og virkelighed er gennemgående for Nielsens fremstillinger af mennesker. Gennem fremstillingen af disse kroppe fortæller Nielsen ikke bare om menneskets følelser og relationer, men om dets forhold til det samfund og den verden, som det lever i.
Palle Nielsen: Komposition over Jeremias klagesange, II, 22, 1957. Collage. Statens Museum for Kunst, København (KKS1964-46)