Andre forfattere

De fortryllede træer

Dette er en genudgivelse af teksterne in: Suzanne Ludvigsen: 'De fortryllede træer - Møder med træerne i Palle Nielsens grafik', Clausens Kunsthandel, 2010.
Se de oprindelige artikler i denne scanning.

De fortryllede træer (introduktion)

Møder med træerne i Palle Nielsens grafiske værk[1]

Findes der også træer i Palle Nielsens billeder? Ja, de findes. Smukke, mærkelige træer.

De var som regel tegnet efter erindringen. Det vil sige, at de med stor præcision - dog sjældent som botanisk genkendelige arter - blev set og gemt i hans sind som erfaring til senere anvendelse.

Når sidenhen træerne fandt ned i værkerne, havde de bragt noget mere med sig - noget, der var udefinerbart og uhåndgribeligt, og som var opstået undervejs i kunstnerens underbevidsthed til undren, ikke kun for betragteren, men også for ham selv.

Palle Nielsens arbejder kan man møde i stort antal i en række offentlige samlinger, herunder især Den Kongelige Kobberstiksamling på Statens Museum for Kunst og Vejle Kunstmuseum - samt hos talløse private købere, der siden kunstnerens første separatudstilling i 1959 i Clausens Kunsthandel i København tilbagevendende har opsøgt hans bevægende univers.

Lis Clausen[2] har i sin varetægt et meget stort antal tryk og tegninger af kunstneren – deriblandt også arbejder, hvori der optræder træer. Det er dem, sammen med et par eksempler fra en af Palle Nielsens mange fornemme bogudgivelser, der danner grundlaget for denne fortælling om nogle af træerne i hans værk.

Hvor i billederne møder vi træer? Hvorfor viser de sig - og hvordan? Overalt, skulle man mene, og af de samme grunde og på samme måde. Men sådan er det ikke.

Xylografierne

I 1948 begyndte den unge Palle Nielsen at skære sine første xylografier. Ganske små billedberetninger, der foregår inde i ulmende mørke billedrum. Heriblandt træsnitserien Udbryderkongen (fig. 1). Denne gadegøgler er med hjælp fra de omkringstående tilskuere fanget i snærende reb. Men snart vil han gøre sig fri - bevidnet af den måbende menneskemængde, der har klumpet sig sammen under boulevardens vintertræer.

Året efter udarbejdede den da knapt 30-årige kunstner, hvad han selv regnede for sin første egentlige xylografi-serie med titlen Passion. 36 minutiøst skårne og intenst fortalte grafiske blade, der beskriver Kristi lidelseshistorie. Serien er nøgternt udformet, figurerne iklædt moderne, neutralt tøj, og den ældgamle beretning udspiller sig i hans egen tid.

Passion udkom i let forkortet udgave i tidsskriftet Hvedekorn's bogserie fire år senere. En prunkløs heftet udgave, redigeret af Palle Nielsen selv. Her som 25 små, let forstørrede billedverdener - alle forsynet med knappe undertitler, der ikke er egentlige titler, men snarere lakoniske konstateringer af forfærdelige, evigt gældende forhold som magt, overmagt, undertrykkelse, desperation, angst, død og måske håb om frelse. Alt sammen tilstande, der skulle blive ingredienser i Palle Nielsens billedunivers livet igennem.

Det er min tanke, skrev han i en efterskrift til serien, at »Passion« skal stå som et anslag i mit kommende arbejde, som jeg i al beskeden hed betragter som en slags erkendelsesarbejde i dagen i dag, dens byer, gader og steder.

Træer nævnes ikke i dette tidlige udsagn, som man kunne kalde en art programerklæring, men til publikationen valgte grafikeren et betagende indledningsdigt, som handler om lidelse og død, og på mærkelig vis også om håb - og om træer. Digtet, der ikke har nogen titel, er skrevet af Halfdan Rasmussen og begynder således:

Træet blev eet med sin skygge.

Dagens grå mure forfaldt.

Mørket begyndte at bygge

Tårne af støv overalt.

Skodder og pibende døre

Åbnede rum efter rum.

Fig. 3Palle Nielsen: "Forrådt" (op. 78), træsnit, 1949. — Fig. 3
*Palle Nielsen: "Forrådt" (op. 78), træsnit, 1949.*

I Passion møder vi træer to steder. De vokser i Getsemane Have, men anes nærmest kun i baggrunden som passive vidner til Jesusskikkelsens angstfyldte sindstilstand. Jaget er den korte undertitel til dette blad (fig. 2). I det følgende - med kommentaren Forrådt - er træerne rykket nærmere. Som en billedmæssig forlængelse af tilfangetagelsen kommer deres stive nøgne grene tavst til syne bag figurgruppen omkring Menneskesønnen (fig. 3).

Næste forekomst af et træ træffes i den lidt større og ofte gengivne xylografi Hamburg Hansaplatz (fig. 4), som blev til under et længere ophold i det endnu krigshærgede Hamborg. Vi ser et snavset og vintermærket torv omgivet af trøstesløse, borgerligt udseende bygninger. En gammel brønd rager op til venstre i billedrummet, og omtrent midtfor på fladen vokser et højt træ, hvis nøgne grene hvælver sig over nogle lave træskure.

Her synes et træ at være tildelt en noget mere betydningsfuld rolle end i tidligere billeders udsagn. Det er dog uvist hvilken rolle. Er træet svagt og udmarvet og sin undergang nær? Eller rejser det sig tværtimod i triumf over sin overlevelse? På mange måder er dette nordtyske vintertræ i slægt med tonen i Ole Sarvigs digt fra besættelsestidens København: »Træer i alleen« - her gengivet i uddrag:[3]

Træerne. Er ikke træerne i alleen,

de høje grønskumle med alder,

er de ikke vores gamle fugtige venner?

Nu og da kommer vi løbende,

urolige, presser os op ad den våde bark,

mærker fugtigheden,

blir livet nær, rolige. Sønner er vi vel.

Sønner af træerne

med al byens fugtige surhed i sig.

De står store som gamle huse,

nu i natten, med stjerner mellem grenene.

Og atter går mennesket i sine gader

mellem parallelle mure,

furen i byens skal, ujævn som et mikroskopisk

billede af en nåls rids.

Digteren, kunstkritikeren og forfatteren Ole Sarvig og Palle Nielsen lærte hinanden at kende i 1952 i anledning af Palle Nielsens første separatudstilling hos A. Binger i Palægade. I sin egenskab af kunstanmelder ved dagbladet Information skrev Ole Sarvig en klog og fremsynet artikel, som skulle blive begyndelsen på en lang, dog ingenlunde problemløs relation imellem de to næsten jævnaldrende kunstnere.[4]

Orfeus og Eurydike - og Isola

Året efter Hamborg-opholdet begyndte Palle Nielsen i tegning og træsnit at arbejde med udkast til billedserierne Orfeus og Eurydike og Den fortryllede by. I 1955 skar han de første linoleumssnit til Orfeus og Eurydike. Her optræder ikke træer, men det gør der i enkelte tilfælde i fortsættelsen Isola - et mellemspil, som påbegyndtes i 1962. Noget tyder på, at Palle Nielsen gerne ville have tilført serien elementer af ren natur, men at han var gået fra den ide. Han var jo langt mere fortrolig med byen og dens gader end med landskabet.

En let skitseret, næsten kun antydet blyantstegning blandt kunstnerens efterladte værker har denne påskrift: »Isola«, håbet om at kunne gå ind i naturen, (skovbrynet, Bagsværd sø - set gennem mange år) (fig. 5). Sammen med sin kone Elsa havde Palle Nielsen vandret eller cyklet mange ture omkring denne sø, ikke langt fra hjemmet i Porsevænget i Lyngby, hvor familien boede fra cirka 1950 indtil 1967. Tegningen er bygget op af graciøse, gråtonede, silhuetlignende træer og buske. Dybe skygger trækker øjet indefter mellem sporadisk belyst løvhang. Denne poetiske, men lidt blege skildring, hentet fra erindringen, viser dog tydeligt at Palle Nielsen »endnu ikke havde overgivet sig til, hvad træerne kunne finde på«.[5]

I den publicerede udgave af Isola - et mellemspil, som udkom i 1970, forekommer der træer langt inde i den natsorte baggrund i bladet med påskriften Marked, forjættelse og glæde. Smukkest dog i seriens sidste, forunderligt lysende blad med den sigende titel Skridtene. I en mennesketom, regnvåd gade tror Orfeus at høre Eurydikes tøvende trin og vender sig halvt omkring. Bag sangeren i billedrummets modsatte side vokser en række spinkle allétræer, hvis sorte stammer som sagte klimprende tangenter synes at gentage lyden af mandens og kvindens skridt (fig. 6).

Parklandet (tegninger)

Indtil nu havde træer kun optrådt i værkerne som udtryksmidler med sekundære betydninger. Men med en række linoleumssnit og 13 store litografier fra begyndelsen af 1970'erne tilranede træerne sig med et hovedroller og blev som fortryllede. Denne tendens var imidlertid allerede begyndt i et antal små pennetegninger, hvoraf to er dateret henholdsvis den 26. og den 28. november 1969.

Man kommer gående hen over en øde græsslette, og pludselig ligger der et mærkeligt hus omgivet af træer og høje buske. Huset ser lige ud for sig med hule vinduesøjne, og når man kommer nærmere, viser det sig, at husets facader er smykket med et mylder af pilastre og kannelurer. Vinduerne er høje som døre, nogle kronet af cirkulære murnicher og andre kunstfærdigt indrammet af tværgående gesimsbånd. Det voluminøse indgangsparti på skyggesiden af huset fortaber sig i et virvar af balustre, portaler og andre klassiske bygningsdetaljer. Et lavt, rundt tårn og et fladt tag lægger låg på dette lille paladslignende drømmesyn. En oprindelig anlagt, fornem park omkring bygningen er ikke blevet plejet. Havekunst er døet bort og genopstået som vild natur omkring dette fordums prægtige jagtslot. Glemt og forvitret er det på vej til at blive fortæret af gigantiske, engang nyplantede træer og horder af brændenælder, tidsler og tæt krat (fig. 7).

Fig. 7Palle Nielsen: "Parklandet, 26/11/69", pen og sort tusch, 1969. — Fig. 7
*Palle Nielsen: "Parklandet, 26/11/69", pen og sort tusch, 1969.*

Den anden tegning er af samme format og udført med samme sorte tusch-skrift på gulligt papir. Dybt inde i den findes - halvt skjult af store træer og løbsk natur - en tung, renæssanceagtig centralbygning kronet af en mægtig kuppel, der er kranset af eksplosionsagtige skyformationer, hvidgrå og lysende som træernes løv (fig. 8).

På bagsiden af begge værker har Palle Nielsen noteret: Parklandet, pen og tusch. 1969. Der findes flere sådanne små tuschtegninger med samme påskrift dateret det følgende år.

Drømmebyen og Parklandet

I et håndskrevet manuskript med overskriften Grundtemaerne[6] noterer Palle Nielsen: Tilskyndelsen til disse billeder var en meget stærk oplevelse af en illustration i Ole Sarvigs »Krisens billedbog«, Max Ernst: Ubevidstheden om landskabet bliver fuldstændig (fig. 9). I den ledsagende tekst stod bl.a.: Dagen og klokkeslættet er vidner, husene ligger gemt bag villabyens træer. Der var for mig noget usigeligt dragende ved dette. Det jeg så på billedet forekom mig at være Øregaardsparken og Ellehammer instituttet i egentlig skikkelse, og dog, og alligevel, det svingede frem og tilbage. Samtidig var det muligt at gå tur i billedet på dets egne, ganske åbenlyse betingelser og få nye og overraskende oplevelser, så at sige vinkelret på den førnævnte frem og tilbage oplevelse. Hvad er der mon sket i villaen. Jeg opsøgte virkelighedens meteorologiske måleudstyr: kasser, små skure, den videnskabelige trefod og tilskoddede huse: »de er gåder for sjælen«. (Min understregning) Hvad er det vindmåleren måler. Jeg har ikke brugt noget af dette direkte. Det sker meget sjældent, at noget lader sig bruge direkte, så at sige lader sig overføre.[7]

I Grundtemaerne beskriver Palle Nielsen yderligere de to billedserier Drømmebyen og Parklandet som søvnslagne og tilføjer: Der er visse steder, der synes at henligge i en stille, tilstøvet venten. Visse villakvarterer, visse parker. Med en bemærkning i venstre margen uddyber han sin påstand: Jeg mærker det samme i meget af Cècar Francks musik.

Drømmebyen

Drømmebyen er overvejende nattebilleder. I alt ti linoleumssnit, hvoraf nogle findes i flere tilstande - en del med surrealistiske undertoner.

Den 10. januar 1971 er Palle Nielsen nået til fjerde tilstand af et blad fra serien Drømmebyen (fig. 10). Vi ser en villa med tilskoddede vinduer under et fornemt mansardtag, der bærer et større antal skorstene som flasker på en bakke. To små og lidt kluntede, legetøjsagtige biler passerer. Omkring det sovende hus vokser adskillige træer med buskede kroner. Oven over dette sceneri roterer hvirvlende skyformationer, der forener sig med kvarterets træer, og som synes at hensætte billedrummet i en besynderlig, både gyngende og statisk bevægelse. En let ændret udgave af motivet har ikke den samme rolige tyngde, og der er mindre ligevægt mellem de forskellige billeddele. Skyerne er ikke så bastante som før, og nogle af dem har transformeret sig til enkeltstående træer.

Et andet linoleumssnit er signeret og dateret 1971 (fig. 11). Her er den søvnslagne villaby kommet endnu mere uvirkeligt til syne. Fuldmånen udsender et skarpt og strålende lys. Vi ser sorte skygger i stærk kontrast til en kolossal, hvidt skinnende patriciervilla i venstre forgrund. Sirligt klippede hække omkranser husets velordnede forhave, i hvilken der vokser nydelige frugttræer og bærbuske. Midt i billedet tårner sig en kolos af et busket, løvrigt træ, der når op over bygningens tag. En mindre, men lige så velordnet nabovilla putter sig mellem andre store træer. Ingen færdsel på vejen. Dyb søvn overalt.

Parklandet (litografier)

Inde i de meget store litografier er nat veget for dag - men en underligt uvirkelig stilstand hersker stadig, og nu synes tøvende, ordløse dialoger mellem huse og omgivende træer at opstå. Også her understreges kontrasten mellem orden og kaos, illustreret af lave, klippede hække og gradvist mere utøjlet natur.

For eksempel i en tilsyneladende hverdagsagtig fremstilling af et gigantisk træ, hvis tætte, løvrige krone breder sig mørkt og nærmest truende bag en herskabeligt udseende villabygning. Træets stamme anes inde i villaens have. Sollys reflekteres blændende på en bred, grusbelagt vej, hvorpå der bevæger sig en enligt gående, rygvendt mandsperson med kurs imod en tæt skovbevoksning bagest i billedrummet (fig. 12).

I venstre side under første tilstand af dette litografi har Palle Nielsen med blyant noteret følgende omhyggelige besked: Bladet tilhører serien: »Parklandet«, det er inspireret af et billede af Max Ernst: »Ubevidstheden om landskabet blir fuldstændig« fra »La Femme 100 tetes«, udg. 1929. Se Ole Sarvig: »Krisens billedbog« s. 74. Gylden dals Uglebøger, 1962, samt Kristian Romare: »Den fortryllede by, en bog om P.N.« Hans Reitzel. 1990. s. 176. Til højre herfor følger en lige så omhyggeligt skrevet forklaring på de tekniske detaljer vedrørende litografiets tilblivelse med tilføjelsen: måske for lidt farve.[8]

Dette rådes der bod på i et nyt forsøg med samme motiv betegnet: 2. tilst. (groft kornet sten) uden påslag (fig. 13).[9] Nederst på bladet er noteret: Fra »Parklandet« (hvad sker der i villaen) litografi. 1971-72.

Her må man huske på, at Palle Nielsen ikke har stået foran villaen og træet og nedtegnet sine iagttagelser til efterfølgende brug på den litografiske sten. Inspirationen til motivet hidrører fra forskellige, måske langt tid ligere erfarede visuelle oplevelser fra naturen, fra bøger og først og fremmest fra Max Ernsts collage. Derfor var det 'fremkaldte' og i dette tilfælde litografiske resultat ikke givet på forhånd. Noget er sket. Noget dybereliggende og gådefuldt er kommet til live i et tilsyneladende banalt billede. Noget, der vækker kunstnerens undren og får ham til at stille sit spørgsmål.

Max Ernsts surreelle fremstilling af et landskab, som man ikke mere er bevidst om, og hans forvanskning af forskellige, i andre sammenhænge almindelige og velkendte billedingredienser i collageromanen om kvinden med de 100 ansigter ramte Palle Nielsen stærkt - og her finder vi måske den egentlige forklaring på, at han nu kunne tillade sig at lade træerne opføre sig 'fortryllet' på lige fod med for eksempel byerne og husene.

Han havde så at sige 'fået lov' til at forvandle træerne til fuldgyldige udsagnsgivere i sine billeder. Fra nu af ville alle slags træer uanstrengt kunne indgå i naturlig sammenhæng med de mange andre tilbagevendende udtryksmidler i hans billedalfabet. Han havde anerkendt træernes sjæl.

Vi ser det meget tydeligt i de store litografier. Her breder kæmpemæssige og i mange tilfælde ældgamle parktræer sig ud imod os. Omend søvnslagne og henliggende i en stille, tilstøvet venten har deres blade fanget lyset i spillende og uendeligt vekslende variationer.

Deres vældige kroner løfter sig mod skyerne eller strejfer jorden og bliver til skærmende, luftige halvtage over skyggefulde hulrum.

Først frigivet tager træerne nu over - de løber af med deres skaber og udvikler sig til virtuost udførte træsyn, næsten altid i følgeskab med officielt udseende bygninger.

Herefter holdt Palle Nielsen op med at lade træerne udfolde sig i litografisk form og lod serien Parklandet fortsætte på anden vis.

Den fortryllede by

Allerede i 1963 havde Palle Nielsen udgivet bogen BABEL - fragmenter af DEN FOR TRYLLEDE BY. I forordet læser man forklaringen på, hvad der var hans hensigt med billedrækken Den fortryllede by, og hvorfor han havde givet den denne titel. Han skriver bl.a.: I de sidste 10 år har jeg arbejdet på »Den fortryllede by«, sideløbende med hvad der ellers har beskæftiget mig, så at sige som en dagbog. Deri ligger at billedrækken aldrig kan afsluttes som et komponeret hele, en historie eller en beretning. Det er den tråd jeg spinder på, oplevelsen af byen, stedet hvor meget er sket og sker. [...] Disse billeders indhold og beretning er som oftest ikke planlagt; den by der kommer tilsyne ser jeg som fortryllet, fordi den trods billedmæssig bearbejdning, for mig selv, er ukendelig, selvom det kan ses, at den er styret af de byer, jeg har set og levet i.

Arbejdet med denne billeddagbog, ofte udført som ætsninger, optog kunstneren år efter år. Bybillederne udviklede sig ikke altid til gaderum. Der forekommer også pladser eller monumentale enkeltbygninger - ikke sjældent ledsaget af træer i forskellige udformninger.

For eksempel et lille blad, der viser en klassisk centralbygning med tambourkuppel, tempelfront og adskillige andre arkitektoniske detaljer, antageligt erindret fra gentagne ophold i Rom (fig. 14). Som altid er der flere virkeligheder i sådan et arbejde. De er mysterier både for beskuer og kunstner: Hvad er for eksempel den besynderlige, trælignende forekomst, som følger i hælene på et majestætisk træ på vej bort mod venstre? Man spørger sig, om det mørke sammensurium er et andet, lavere træ i forklædning eller blot en heftig overstregning? En pragtfuld, eksplosionsagtig skyformation bagude afslutter dette optrin.

Palle Nielsen må yderligere have undret sig over visse tekniske forhold efter gensyn med sin radering, måske år efter dens tilblivelse.

Det viser blyantspåskrifterne nederst på bladet, hvor der bl.a. står: Hvorfor ser den ud som der er ætset oveni koldnålen?

Fig. 14Palle Nielsen: "Den fortryllede by" (op. 172a), radering, 1978-99. — Fig. 14
*Palle Nielsen: "Den fortryllede by" (op. 172a), radering, 1978-99.*

'Fortryllede' skovbryn

Erindringsstudie, halvfjerdserne står der med Palle Nielsens smukke blyantsskrift nederst til venstre på dette blad, som er en pragtfuld, hvirvlende, rytmisk flydende pennetegning udført i utallige nuancer af sort og hvidt (fig. 15). Motivet er et imaginært skovbryn - eller måske snarere et snit ned gennem skoven i et dristigt dyk fra lys til gradvist tiltagende mørke. En skovbryns-erindring, der sammenlignet med for eksempel den tidligere omtalte, poetiske og langt blegere blyantstegning fra Bagsværd sø har kastet al sin skyhed bort, og som med noget, der ligner vildskab, har tilkæmpet sig retten til egen eksistens. Her vælder en verden bristefærdig af livskraft og uregerlig energi ud mod beskueren og udfolder sig næsten dansende gren for gren, kvistfor kvist og blad efter blad.

Det er en tegning, man aldrig kan blive færdig med at betragte, fordi den - akkurat som naturen selv - uafladeligt skifter udtryk og holder ens opmærksomhed fangen. Hvad er det, der foregår derinde mellem krat og grenlag? Se, hvor de mange forskelligartede stregforløb boltrer sig side om side, eller ovenover hinanden - se, hvor de snor sig og retter sig ud, trækker sig sammen eller tumler sig i krøllede kurver, vender og drejer sig med afmålte bevægelser eller kammer over i bratte skift!

En ekstra ejendommelighed ved dette arbejde er papirets format og fordelingen af væksterne på fladen. Det er tydeligt, at Palle Nielsen har villet lade skoven vokse højt og bredt - og dybt indefter. Derfor har han tegnet den i sin yderste udstrækning fra side til side. Men han har ladet et meget stort stykke af papiret stå urørt nedefter. Denne påfaldende kontrast mellem bearbejdet og ubearbejdet forøger spændingen i værkets drama, men delingen af billedfladen bidrager også til at tæmme de vækster, der er kommet alt for godt i gang.

Palle Nielsens træer er ikke længere tilbageholdende og neutrale, de er begyndt at optræde på egen hånd, udfarende, fortryllede.

I kunstnerens efterladte arkiv findes et slidt gult omslag mærket Protest, pensel ca. 1968-71. Heri ligger en stak dybsarte penseltegninger, mange tydeligvis skitser og alle udaterede. De viser desperate mennesker i løb, på flugt, i dækning, sårede eller døde. Der er bevæbnede soldater, adskillige versioner af hvinende jagerfly, eksploderende huse, og en enkelt dionysisk eksplosion i en rygende paddehattesky.

I dette omslag har Palle Nielsen anbragt et kraftfuldt, næsten brutalt skovbillede (fig. 16). Vi har at gøre med endnu et erindrings- eller erfaringsarbejde. Det forrige var en pennetegning, men her har Palle Nielsen brugt den bløde pensel, der trækker bredere og grovere spor efter sig, og som har en voldsom, malerisk udtryksfylde. Vi er inde i skoven, hvor store, gamle træer vokser. Deres tunge kroners løvmasser er muret op i et koglende spil af lys og mørke. Man kan gå inde under træerne og søge ly mod regn og storm, og man kan læne sig op ad deres ru stammer og fornemme deres styrke. Måske er det sådanne tanker, kunstneren gjorde sig, da han kaldte skoven frem på papiret og lod træerne gro skulder ved skulder op imod en dyster himmel gjort af tætte, krydsende stregforløb. Naturen har forskanset sig i voldsom protest mod overgreb.

I portrætfilmen Mig skal intet fattes[10] siger den aldrende kunstner med et skævt smil til Jytte Rex: Jeg beundrer naturen, elsker den egentlig ikke, det er næsten blasfemisk, for den er umenneskelig - en lidt uholdbar holdning udtalt af et eksemplar af verdens farligste dræber.

Udsagnet kan underbygges med en kommentar af Lis Clausen: »Palle Nielsen var bybo med et intellektuelt forhold til naturen. Han var ikke optaget af at plante for at se noget gro, men interesseret i at betragte naturen og tænke på den og på, hvordan den er opfattet gennem tiden. At nyde og bruge den som den åbenbaring den er. Han erkendte, at naturen vil være på jorden, når menneskeheden måske får udryddet sig selv. Dette er ikke det samme som at sige, at han var bange for naturen, hvad mange har troet - tværtimod: Han var snarere bange for, hvad den menneskelige natur kan finde på«.

Parklandet (ætsninger)

Nu gik det tilsyneladende raskt med at lade træerne få indpas i værkerne - og det i mange forskellige teknikker. Til serien Parklandet hører for eksempel to ganske små drømmeagtige raderinger, udført på samme dag, den10. juli 1977.

Billedrummet i den første (fig. 17) lukkes til venstre af en kolos af et hus med vinduer så store som døre, ansats til søjlefremspring, gesimser med stuk og forsiringer, og i stueetagen en baldakin med ubestemmeligt formål. Huset hælder bagud, som ville det und vige et højt, poppellignende træ, der bøjer sig hen imod det, og et andet, mere viltert og større træ, der også vender sig mod huset, vel lystigt viftende med buskede grenarme. Bygning og træer ses som silhuetter mod et bagvedliggende græsbevokset bakkedrag under en perlemorslys himmel. Der er ingen mennesker til stede.

Den anden lille ætsning (fig. 18) kunne være en erindring om lyse somre i et stort herskabeligt hus engang omgivet af velplejede blomsterbede og nyrevne havegange - nu tilsyneladende tomt og omtrent gemt væk i naturens vold, halvskjult af et kolossalt træ, der breder sine grene næsten helt ned til jorden, lige til at krybe i skjul under. Lyset spiller i træets blade, og vinden synes at lege med det og få det til at suse. Et græsbevokset terræn skråner bagud og giver plads til flere enkeltstående træer. Også her er himlen bleg, og fraværet af mennesker påfaldende.[11]

Huset og træet

Igennem 1970'erne og 80'erne dukker tegninger af en særlig kategori op. Det er fortrinsvis sorte blæk- eller tuscharbejder, alle med benævnelsen Huset og træet. Disse titler er ikke bestemt på forhånd de er så at sige kommet af sig selv inde fra værkerne efter billedernes færdiggørelse. »I nogle tilfælde er værket først for alvor afsluttet, når det har fortalt, hvad det er, eller hvad det hedder.«[12]

På blødt, sugende papir har Palle Nielsen for eksempel med rørpen nærmest nedkradset en forrygende skildring af et højtliggende, dystert udseende hus af engelsk udseende og et kæmpetræ (fig. 19). Disse to gestalter befinder sig i en have bag en lav hæk, der forløber nogenlunde parallelt med forgrunden indtil efter træet, hvor den runder for at fortabe sig i en mørksort skovtykning. For så vidt den samme opbygning som i det tidligere beskrevne litografi, også udført i 1971 (fig. 12 og fig. 13). Her er imidlertid ingen stille tilstøvet venten, men derimod vildskab, rusk og regn - tilsyneladende forårsaget af hylende blæst. Det ser man på skyerne, der farer rundt om huset som onde ånder, på den gråskimlede himmel og på træets bladmasser, der sorte og hvide spejler vejrligets drama. Her er heller ingen rygvendt mandsperson på vej ind i skoven.

I en anden pennetegning fra det følgende år (fig. 20) hersker ved første øjekast ro og orden. Men hov, det passer ikke! Ved nærmere eftersyn slår en besynderligt lurende stemning en i møde.

Et let tilbagelænet, fleretages og rigt for siret byhus med kviste og skorstene og høje vinduer i allehånde arkitektonisk fantasifulde udformninger er denne gang flankeret af hele to opløbne, flyvske storbytræer. Man kan se bygningens ene nøgne gavl tæt ved det nærmeste træ, hvis stamme er halvskjult af et interimistisk plankeværk, måske sat op for at skjule tomten efter en for længst nedrevet naboejendom. Og igen et uroligt himmelrum - her opstået af tætte parallelle og krydsende stregforløb af forskellig længde og tæthed. Pennestrøg ved pennestrøg; rette, krumme, korte, lange, cirkulære og ind imellem blottede partier af ren papirfarve - det hele udført med en intensitet, der vidner om kunstnerens glæde ved at synliggøre hus og træer og vejr.

Men noget er, som det ikke skal være. Der er ingen indgange til huset. De fleste vinduer er tilskoddede, og op ad murfoden helt hen til plankeværket ligger noget, der ligner henblæst papiraffald eller underlige hvide orme, men som i virkeligheden er - ser man først nu - sovende, bevidstløse, døende eller måske allerede døde, ganske små menneskeskikkelser.

Træernes rolle i Palle Nielsens arbejder er aldrig entydig. Måske skyldes deres tilstedeværelse - her i forening med det pragtfulde hus og sådanne uhyggelige larvelignende væsner, som man normalt ikke vil kendes ved i pæne hjem - indirekte en smertelig barndomserindring om magtesløshed og frygt oplevet i det københavnske, borgerlige kvarter, hvor han var født.

I bogen Begyndelse og efterskrift[13] fortæller Palle Nielsen, hvordan han tidligt i 1930'erne blev vidne til de store optøjer på Kongens Nytorv, hvor arbejdsløse demonstranter brutalt blev slået ned af politiet. Synet af mennesker ude af sig selv glemmer jeg aldrig, skriver han blandt andet, og fortæller videre, hvordan dette for drengen fra en tryg familie var en helt uforståelig revne i den verdensorden, som alt omkring ham havde garanteret. Meget tidligt blev han således klar over, at der fandtes en anden verden end den, han troede var den eneste: Det var ikke mere muligt at vende tilbage til hverdagen; så skrækkeligt kunne det være på selveste Kongens Nytorv. Den faste overskuelige vrimmel var altså kun en side, en tilstand af noget mere omfattende, et parallelt løb en anden strøm. Han beskriver, hvordan han vaklede hjem, og hvordan billederne af det forfærdelige, han havde set, blev ved med at køre i hans hjerne, uden det var muligt at slukke for dem. Det var den første oplevelse af ikke at have magt over sine erindringsbilleder. Et klæbende billedflimmer, som dels ved fortrængningens rodnet et tabt for bearbejdningen, og dels må være een af årsagerne til de to former for angst, der har fulgt mig siden, den indbildte og, synes jeg selv - den højst reelle.

Efter dette blev al form for slagsmål ham forhadt: langt hellere vige, bide i sig, end en gentagelse af denne sugende rædsel. Som for eksempel den, der er indeholdt i den følgende tegning.

Krigen

Som vi ser krigen - en røgsky bag skoven, står der med Palle Nielsens karakteristiske blyantsskrift bag på en tegning fra 1975 (fig. 21).

Det er ikke rart. I 1975 gik Vietnamkrigen mod sin afslutning. Saigon faldt, og amerikanerne trak sig endelig ud af landet. I Danmark var vi fortsat forskånet for krig. Vi oplevede den som strudsen med hovedet i busken - her skoven.

Men det er en underlig skov. Kompakte, tætte og ugennemsigtige træder træerne deres dødedans. Det er igen en slette, vi ser - en udstrakt lysning. Man kan gå hen over den og vandre ind i skoven ad flere veje, hvis man tør, men det er nok bedst at holde sig på afstand.

Den mægtige røgsøjle vokser sig stadig mægtigere, og den ser ud til at være gjort af samme stof som træerne.

Palle Nielsen var godt bekendt med og beundrede de store mestre i verdenskunsten.

Her har han måske erindret sig den mærkelige hollandske grafiker Herkules Seghers' drømmeagtige raderinger.[14] Rytmen, udstrækningen på fladen, de tætte streger (ofte formet som små klumper af krøluld), punkter, pauser, varierende lysindfald, forskydninger, somme tider blot lette omrids af form og volumen - altid gennemtrængt af uudgrundelige og urovækkende udsagn.

Fig. 21Palle Nielsen: "Som vi ser krigen - en røgsky bag skoven", pen og blæk, 230 x 350 mm. 1975. — Fig. 21
*Palle Nielsen: "Som vi ser krigen - en røgsky bag skoven", pen og blæk, 230 x 350 mm. 1975.*

Narcissus

Palle Nielsens værker har altid dybere lag i sig end det umiddelbart synlige. Han skriver til sig selv i Grundtemaerne: Hvordan udtrykke det i et billede så det kan ses - uden at gå ud fra det der kan ses - jeg tror ikke man kan begynde med det anede.

Dette gør han heller ikke i den lille bog Narcissus, som består af 59 tegninger, alle udført i 1981.[15] I forordet til bogen, der blev udgivet i 1989, skrev kunstneren bl.a.: Denne lille billedhistorie handler om en fictionskunstners anfægtelser, i dette tilfælde en grafiker, hvis udtryk samler sig i protest mod verdens gang [...]. På grund af hans særlige konstitution giver protesten sig udslag i negative billeder. Han laver billederne til sig selv og andre, i håb om at afvende det ubeskrivelige ved at prøve på at beskrive det. Men han befinder sig langt fra begivenhederne, nedsunket i grafikkens vidunderlige verden.

I bogen optræder også træer. De forgyldes af den opgående sol. Et enligt, tappert træ holder stand over for Huset på jorden, der - som det yderligere hedder i forordet – altid står bag, den skjulte magt, »Kirke eller bank« (fig. 22). I det umiddelbart efterfølgende billede med underteksten Et andet træ ses træet transformeret til en røgsky efter en undersøisk eksplosion i et farvand med oprørte bølger og ubestemmelige spidse genstande, der kunne være vragstumper eller finner fra dykkende hajer (fig. 23).

Noget senere i bogen ser vi et hvidt hus i et bjerglandskab, spinkle træer og eksplosion på eksplosion med kommentaren: Som det ser ud, på afstand. I et andet billede går en grafiker hastigt på en solbeskinnet vej, der fører ud af billedet. Bag ham træer og buske, skyer, en hældende villa og et enligt træ i en hæk omkranset have. Inde fra billedet kommer denne kommentar: Kan det lade sig gøre mere. Siden ser vi træer, skåret over af øverste billedkant, som vidner til den knælende grafiker ved en strandbred: Et blik i væsken, spejlbillede. Der er et højt smalt træ foran en banegård eller måske en lufthavnsbygning, som overflyves af jagerfly: Dette kan fantasien fange. Og sent i bogen en forfærdelig scene med angribende og angrebne mennesker, nedskudte, uhjælpeligt værgende for sig halvt inde i en tropisk skov: Dette er værre.

Om underteksterne til disse billeder hedder det ydermere i forordet: Billederne har medført nogle korte tekster, som jeg synes kommer inde fra dem selv; det er jeg glad for, fordi det måske kan hjælpe på forståeligheden.

Mere om Den fortryllede by

To mesterlige tegninger i kategorien Den fortryllede by, udført i begyndelsen 1980'erne, skal nævnes - begge værker med uforklarlige, men nærmest larmende undertoner, og begge gjort med pen og sort blæk på let gulnet papir.

Det største blad er domineret af endnu en af de tunge nielsenske, kuppelklædte centralbygninger, måske et forladt og delvist ødelagt kloster, der hovmodigt manifesterer sig under et formidabelt skyhav (fig. 24). Man kan skimte omridset af bygningsværkets sidefløj inde under en gruppe træer af forskellig observans og heraf slutte, at væksterne først er kommet til efter bygningens tilsynekomst på billedfladen. Men hverken træer eller skyer formår at hamle op i gådefuldhed med underlige, dramatiske, hvidlige ophobninger - måske ødelagte bygningsfragmenter - der, som om de var levende, vrider og vender sig mellem grus og græs i billedets forgrund. Hvad er det, vi ser? Et køretøj med bugen opad som et forsvarsløst dyr, et korsprydet skjold, væltede statuer, murbrokker, sårede mennesker. Skræmmende kaos.

Skræmmende er også den anden 'fortryllede' skildring (fig. 25). Her har endnu en imposant bygning af klassisk oprindelse placeret sig, denne gang oppe i venstre hjørne af tegningen, som den er ved at bakke ud af. Uden videre involveres man nu som beskuer i en besynderlig kamp, der synes at foregå imellem »Huset på jorden«, det der altid står bag den skjulte magt [...][16] og en omkredsende tru ende natur. Man føres, nærmest trækkes i svimlende fart højre om ind i billedrummet. Sidelæns kastes man ned i rækker af dybe, plovfurelignende spor, der tvinger øjet karruselagtigt rundt i for- og mellemgrund, forbi en mur af uigennemtrængelige træer, ned i en sænkning, op over en skrænt, forbi det store hus - og videre langt, langt ind i et opslugende mørke, hvor der befinder sig underlige nattetræer med punktvis lysende løv, der skinner som sole og tvinger beskuerens blik tilbage til sit udgangspunkt.

De mange temaer

Som nævnt byggede Palle Nielsen livet igen nem videre på billedrækken om Den fortryllede by. Drømmeagtigt fabulerende tegnede han den frem i forskellige teknikker, nu og da med tilføjelse af træer.

Andre emner blev taget op i forlængelse af serien som for eksempel Den sovende by, påbegyndt 1953, og i 1965 Pandæmonium. I Grundtemaerne skriver han om sidstnævnte: Her anfaldes »Den fortryllede by« af alle ned brydningens og hadets ånder, alle djævles by. Her blomstrer eksplosionerne. Røgen fra indre brande vælder frem (fig. 26).

Måneserie og Timebog kom til, begge serier udført i den tyste stengravureteknik, der karakteriseres af et myldrende netværk af hvide stregforløb. I et sløret halvlys giver et antikt rundtempel, vogtet af smukke, løvrige træer, sig sublimt til kende (fig. 27).

I en anden bearbejdet arkitekturerindring kommer - i stærk kontrast til en tung veneziansk bygning - et yndefuldt svævende træ hovedkulds til stede. Dette drømmesyn bringer tanken hen på fænomenet »Capriccio«, der var almindeligt forekommende i 1700-tallets Venedig og yndet af bl.a. maleren Canaletto: Velkendte bygningsværker i lagunestaden blev bragt sammen med lokaliteter, der hørte hjemme helt andre steder i byen, eller som blot var hentet ud af fantasien og efterfølgende fremstillet som virkelige prospekter. Palle Nielsen kan her have skildret en erindring om Jacopo Sansovinos berømte Libreria, over for hvilket bygningsværk Dogepaladset burde have ligget. I stedet ser vi en ganske anden bygning badet i lyset fra havet, og til højre i billedrummet et forunderligt tårnhøjt, løvrigt træ, der ved første blik ser ud, som om det hænger stille i luften med hovedet nedad (fig. 28).[17] Sidstnævnte arbejde hører til serien Timebog.

Der vokser træer i mange af disse billeder. Det gør der også i enkelte af raderingerne fra serien Lethe, hvor mennesker, der har drukket af glemselsflodens vand, bevæger sig hid og did mellem hinanden uden mål og med, skabende rum ved deres bevægelser.[18]

Antageligt afledt af Lethe-temaet er en spændende ætsning med betegnelsen Kvinder i skoven (fig. 29). Seks kvinder (fire af dem helt fremme på billedfladen) skuer søvngængeragtigt ind i sig selv. Længst ude til venstre står en rygvendt kvinde ganske stille. Længere mod højre vandrer en anden gravitetisk indefter mod skoven. Den sjette kvindefigur befinder sig allerede langt inde mellem træerne. Hun skimtes i profil mod to blege stammer. Kvindernes bevægelser og skovens grenværk er gjort af et uendeligt varieret mønster af stregsystemer med større eller mindre tæt hed, som forener sig i rytmiske, strømmende forløb som vandplanter i en å.

Hvilken rolle spiller skoven her? Ved første øjekast virkede den farlig. Men træerne vil næppe noget ondt. Det fornemmer man, når man vedholdende stirrer ind i billedrummet og ser, hvordan figurer og træer i fællesskab fordeler sig til en organisk helhed af præcist afvejede toner af mørke og lys.

Når efteråret kommer, falder bladene af træerne. Nogle er syge, måske på vej til at dø ud. Den slags sprukne og krogede træer findes i Palle Nielsens sene værk - både som tragiske pennetegninger (fig. 31) og i grufulde sammenstød med nødstedte mennesker, som for eksempel i billedserien Mennesker i den forladte by, udført 1998-99.[19]

Men man kan også hente trøst i skoven, som det er tilfældet med den nødstedte familie, der søger tilflugt derinde (fig. 30).

Eller samhørighed. Denne smukke følelse fornemmes i en skildring af en knudret træ stamme, som ser ud til at ledsage, måske endda beskytte, en ung ensom kone. Hun er klædt i en mørkternet jakke og en lang hvid nederdel. I tegningen opdager man grafikerens mesterskab ved at betragte kvindens enkle hvide skørt, som, skønt kun gjort af papirets farve, lyser stærkere end dette. Summen af sorte pennestrøg er så sikkert afvejet i for hold til de hvide, ubearbejdede steder i værket, at den ved sin fylde og skiftende tæthed giver denne overraskende virkning (fig. 32).

Notaterne

Palle Nielsens enestående livsværk var dog ikke altid udsprunget af erindringen. Der eksisterer også en anden kategori af hans arbejder udført direkte over for motivet. Dem kaldte han notater. Ingen har bedre end ham selv beskrevet den lykkelige følelse af nærvær og glæde, som disse notater beredte ham:

Glæden ved at være tilstede, følge med det der er at se, tegne farven med sort og hvidt, navnlig hvidt. Det kan i heldige øjeblikke få en særlig værdi, som på een gang rummer lethed og dybde, knaphed og bredde, tegn og beretning.

Barndommens drøm: at kunne portrættere de elskede skibe. Med skibene at bestryge havets flade og blive lukket ud i rummet. Med al reservation, glæden ved at stå med verden på et lille stykke papir.

Eller at se de stores bevægelser og prøve at følge dem, i detaljer som i helhed.[20]

De store var malerne i museerne, men Palle Nielsens skitsebøger var fulde af alle slagstegninger noteret efter virkeligheden - også efter træer, som for eksempel et lille sprællevende, lysfyldt kuglepennenotat af en skovtykning (fig. 33).

Borghese haven. Rom.

Ikke alle Palle Nielsens træer var således 'fortryllede'. Nogle var blot notater. Heriblandt en serie små studier af flere træer (eller det samme træ fra forskellige vinkler) tegnet direkte foran motivet sommeren 1972 i Borghese Haven i Rom.

11 skitsebogsblade med hver sin variation af de forunderligste træformer; alle udført med gråsort kuglepenneskrift og alle dateret nederst på bladet på følgende måde: Til venstre dagen, i midten måneden og til højre års tallet. Med ganske lille blyantsskrift er yderligere på en enkelt af tegningerne tilføjet Borghese haven. Rom. At artsbestemme disse træer lader sig ikke gøre. Tegningerne forekommer snarere at være portrætter af træernes sjæl - som om de er formet af lige dele synsoplevelse og sindsbevægethed. Palle Nielsen må have vandret i den smukke romerske have fra træ til træ og set dem med sin pen forfra, fra siden, nedefra op imod himlen (der er også et skystudie i serien) indefra, langt væk fra og ganske, ganske tæt på.

Det er grafikerens mesterlige tegneteknik, vi følger: Tætte, rytmiske stregforløb i en uendelig variation af kurver og rette linier og med skiftende vægt på lys og skygge i subtile nuancer. Nogle steder står den lidt gullige papirflade helt ren, i andre områder er farven mørkere hen imod dybsort af dobbelte eller mangedoblede streglag. Træernes omrids vokser som eksplosioner, og alligevel fremstår de som afgrænsede skulpturer i landskabet.

Hvert træ med sin psyke og sin næsten altid voldsomme udstråling. Nogle af væksterne er fragmentarisk opbygget med vægt på for eksempel en mørk, tyk gren og spredte kviste og blade. Andre forekommer så snublende nær ved at vælte, at pennen ikke kan følge med, men må nøjes med prikker og tynde stregtegn. Her er træer med kroner som kaskader - de hælder, de danser, de snurrer om deres egen akse - og hver og et af disse væsener er mirakuløst set og fastholdt med saglighed og poesi (fig. 34, 35, 36 og 37).

Min søgen i Palle Nielsens motivverden efter træerne og deres roller har vist mig, at træerne efterhånden blev en meget vigtig del af hans billedalfabet.

Når jeg færdes i den rigtige natur, ser jeg hans træer overalt, ofte som monumentale skulpturer i landskabet - især hen under aften, hvor gamle parktræers kolossale kroner tegner sig mod himlen som vældige kupler. Palle Nielsens fra erindringen hentede træer er altid gådefulde, ved jeg nu. De lukker sig utilnærmelige om deres egen eksistens, og ligesom de levende træer i den virkelige skov er de stumme - men alligevel massivt til stede, når man passerer dem.

Som vi har set, fik Palle Nielsens træer ikke lov til at have særlig gyldighed i de første værker, men med tiden ændrede dette forhold sig. Træerne begyndte langsomt at udsende varsellignende budskaber, og efterhånden fremstod de 'fortryllede' som husene i byerne.

Med en let omskrivning af en af den store grafikers egne øjenåbnende udtalelser vil jeg slutte denne tekst med at konstatere, at træerne - sammen med husene og figurerne og alt det smertelige i Palle Nielsens arbejde - lever inden for deres respektive billedflader. Det er deres univers, men i tydning lever de lige så mange liv, som der er beskuere.[21]

Se selv.

[Genudgivet med tilladelse fra forfatteren]

Noter

[1] Denne bog om træerne i Palle Nielsens kunst angår udelukkende værker, hvori der findes skildringer af træer, og er endnu kun en tilnærmelse til et stort emne, som ikke tidligere har været meget omtalt. For mere udtømmende litteratur om grafikeren Palle Nielsen (1920-2000) henvises (ud over hans egne mange bogudgivelser) blandt utallige fremragende publikationer til følgende bøger:

Kristian Romare: Den fortryllede by. En bog om Palle Nielsen. København 1990.
Mikael Wivel (red.): Palle Nielsen in memoriam. Sophienholm 2002.
Jørgen Gammelgaard: Palle Nielsen. Temaer i hans værk. København 2006.
Jytte Rex: Palle Nielsen Timebog/Hourbook. København 2008.

[2] Lis Clausen er siden 1984 indehaver af Clausens Kunsthandel, som hun overtog efter sin far Viggo Clausen.

[3] Ole Sarvigs digt Træerne i alleen udkom første gang i 1944 i digtsamlingen Jeghuset. Genoptrykt i Hvedekorn nr. 5-6, oktober-december 1963, s. 164.

[4] Den svenske kunsthistoriker Kristian Romare sendte under arbejdet med sin omfattende biografi om Palle Nielsen (udgivet 1990) et skema med alle tænkelige spørgsmål til kunstneren til nærmere besvarelse. Heri for tæller Palle Nielsen om sit lange og problematiske forhold til Ole Sarvig, at dennes første digtsamlinger Grønne Digte (1943), Jeghuset (1944) og prosadigtet Mangfoldighed (1945) havde haft betydning for ham. Det samme gjaldt til dels essay-samlingerne Krisens Billedbog (1950) og Stedet, som ikke er. Om Tiden og Kunsten og det Fantastiske (1966). Førstnævnte bog handler om modernismen i kunsten, og sidstnævnte om samme emne 16 år senere, skrevet under indtryk at den kolde krig og den omsiggribende angst for atomkrig og total udslettelse af menneskelig eksistens. Palle Nielsens motivverden - og ikke mindst hans brug af træer som billedingredienser - har mange paralleller til Sarvigs digterunivers. I 1950'erne og 60'erne arbejdede grafikeren og digteren sammen om adskillige bogprojekter, men herefter synes forbindelsen mellem de to kunstnere at være så godt som ophørt. Ole Sarvig var et udpræget magtmenneske hans andre egenskaber ufortalt, skrev Palle Nielsen bl.a. til Romare, derfor prøvede han at køre mig - men lykkeligvis har jeg en evne til at lade den slags prelle af- og følge min egen vej.

[5] Bemærkning til tegningen af billedkunstneren Sys Hindsbo, tidligere elev af Palle Nielsen.

[6] Palle Nielsens arkiv. Fotokopi af Grundtemaerne findes i Clausens Kunsthandel.

[7] Ole Sarvigs tekst til Max Ernst: Ubevidstheden om land skabet blir fuldstændig fra collageromanen La Femme 100 têtes, udgivet 1929, lyder i sin helhed: »Problemet, parklandet et sted i tyverne, da denne del af processen er be gyndt i den litterære linie. Dagen og klokkeslættet er vidner. Husene ligger gemt bag villabyens træer. Og eksperimentets radiocirkel forstyrrer sindene. Her er kvinden, kommet ud af kulturen. Men nu er hendes bevidsthed forskudt: hendes venstre øje er paa højde med hendes mund. Noget er hændt - i en almindelig graa dag som den bagved træerne. Kasser, smaa skure, den videnskabelige trefod og tilskoddede huse, de er gaader for sjælen.
Og i ledningscirklen, der løber pladsen rundt, og hvis bestemmelse forsvinder i det tilskoddede hus, hænger antiharpen, en skralde, med indcirklede og fangne fugle og fisk. Rundt forsøgets kreds gaar smaa skikkelser med sirlige skridt, som om de maaler noget ud. De vil ved lejlighed passere den tomme tribune, hvor ingen venter dem. Men rytteren derovre er fjern nu og vil være uforstaaelig, naar han møder dem, og støvet drysser ind over græscirklen, efter at han har passeret«.

[8] Palle Nielsen skriver: Påslag (det kaldes vist også Chinois fixée.): Man lægger et stykke tyndt japanpapir, i billedfladens format på den tørrede og trykklare sten. Derefter kommes tyndt lag kunstharpixlim på et almindelig tykt kobbertrykpapir, lægger det på stenen og kører den gennem pressen. Japanpapiret vil da være klæbet fast til kobbertryk papiret.

[9] Ifølge grafikeren Eli Ponsaing er teknikkens korrekte navn Chine-colle. Ponsaing var assistent hos Palle Nielsen, mens denne i årene 1967-73 var professor på Kunstakademiet i København.

[10] Filmen Palle Nielsen. Mig skal intet fattes. Instruktion Jytte Rex. 2002.

[11] Raderingen eksisterer som anden tilstand i en let ændret udgave. Her er indtegnet et større træ med en fyldigere krone i baggrunden t.v.

[12] Sys Hindsbos kommentar.

[13] Palle Nielsen: Begyndelse og efterskrift. Hans Reitzels Forlag A/S, København 1978, s. 23-25.

[14] Herkules Pietersz Seghers, hollandsk maler og raderer, ca. 1589/90-1635/39.

[15] Palle Nielsen: Narcissus. Hans Reitzels Forlag A/S, København 1989.

[16] Jvf. Narcissus, forordet.

[17] Capriccio er et maleri, et stik eller en tegning betegnende et produkt af fantasien. Navnet henviser til ordene capriola; en hest, der springer op i luften på stedet og svæver, og caper, der betyder gedebuk; bukkespring. Tak til Erik Fischer.
Canaletto (egl. Giovanni Antonio Canal) (1697-1768), italiensk maler.
Jacopo Sansovino (1486-1570), italiensk billedhugger og arkitekt.

[18] Grundtemaerne og Palle Nielsen: Figur og Rum. Grafik og Tegning. Ny Carlsberg Glyptotek 1984, s. 25-26.

[19] Seriens 30 tegninger tilhører Vejle Kunstmuseum. Udgivet af Palle Nielsen som bog på Brøndums forlag, København 2000.

[20] Palle Nielsen: Sort lys og hvidt mørke. Kunstforeningen 1990, s. 40-51

[21] Palle Nielsen: Sort lys og hvidt mørke. Heri: »En dør der lukkede sig op«. Kunstforeningen. København 1990, s. 10.